Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os

Mål, visioner og værdigrundlag

Vores hovedformål er at støtte danskere med sclerose og lette vilkårene for dem, der har sygdommen inde på livet. Arbejdet bygger på værdierne åbenhed, samspil, kvalitet, handling og håb.

Scleroseforeningen er en privat sygdomsbekæmpende forening, der som sit hovedformål har at støtte danskere med sygdommen sclerose og lette vilkårene for de mange danske familier, der har sygdommen inde på livet. Det gør Scleroseforeningen ved at yde konkret støtte til mennesker med sclerose i form af f.eks social- og psykologrådgivning, ved at støtte dansk scleroseforskning økonomisk og ved at informere om sclerose.

Det er Scleroseforeningens vision:

  • At sygdommen og dens følgevirkninger udryddes
  • At sikre mennesker med sclerose og deres pårørende de bedst mulige livsvilkår og et optimalt socialt sikkerhedsnet
  • At samfundet kender og respekterer mennesker med scleroses situation

Scleroseforeningen arbejder for indsamlede midler. Disse midler er grundlaget for foreningens arbejde. Vores mål og vision forsøger vi at nå bl.a. gennem konstant dialog med den offentlige administration, behandlingssystemet og politikere, for at opnå forbedrede vilkår for mennesker med sclerose.

Scleroseforeningens værdigrundlag
Scleroseforeningen har mennesket i centrum, uanset om der er tale om mennesket med sclerose, den pårørende, frivillige eller ansatte. For at sikre dette fokus i arbejdet har vi defineret de værdier, der skal være et fælles fundament for vores arbejde i kampen mod sclerose og for dem, der har sygdommen.

Åbenhed
Vi er en forening, der bygger på demokrati og dialog. Her kan alle sige deres mening og forvente at blive hørt. Vi ønsker åbenhed – både i det daglige arbejde og i kontakten med det omgivende samfund. Derfor skal det til hver en tid være muligt at se, hvad vi arbejder med, hvordan vi bruger vores penge og hvilke debatter, vi har. Vi er både interesserede i at dele vores viden med andre og i at lære af andre, nationalt såvel som internationalt. Målet er at fremstå som en troværdig og imødekommende forening.

Samspil
I Scleroseforeningen er vi drevet af vores ønske om at skabe de bedste muligheder for mennesker med sclerose. Det sker i et samarbejde mellem frivillige og ansatte, mennesker med sclerose og raske samt alle de forskellige faggrupper, der arbejder i og med foreningen. Vi respekterer hinandens holdninger og forskelligheder, ligesom vi respekterer fællesskabet og viser vilje til kompromis. Vores samarbejde er ligeværdigt og kræver klare udmeldinger, feedback, påskønnelse og konstruktiv konfliktløsning. Målet er en aktiv dialog mellem alle foreningens interessenter.

Kvalitet
Vi vil være kendt for vores kompetencer og en høj faglighed i det arbejde, vi udfører. Kvaliteten i vores indsats bygger på en stor indsigt i vilkårene for mennesker med sclerose. En solid grundstamme af aktive frivillige danner sammen med foreningens ansatte et team, der yder en professionel indsats til gavn for vores medlemmer. Vi sikrer, at alle i teamet jævnligt tilbydes mulighed for fortsat læring og uddannelse. Målet er faglig respekt for det arbejde, der udføres alle steder i foreningen.

Handling
Foreningen er kendetegnet ved handlekraft. Vi handler ved at reagere på urimelige forhold for foreningens medlemmer, men også ved selv at tage initiativ til debat – både i lokalt regi og på landsplan. Det giver dynamik i vores daglige arbejde og sætter fokus på den forandring, der er vigtig for mennesker med sclerose. For at vi kan udfolde os og skabe resultater, kræver det mod og råderum i såvel lokalafdelinger som i sekretariatet. Gevinsten er, at det styrker foreningens høje troværdighed. Målet er et omdømme som en aktiv og initiativrig forening.

Håb
Det daglige arbejde i foreningen er båret af ønsket om, at vi kan skabe bedre vilkår for mennesker med sclerose. Vi støtter forskning i sygdommen og kæmper for optimale behandlingsmuligheder, for at skabe håb, livsmod og tro på fremtiden. Vi ønsker at medvirke til en øget bevidsthed om mulighederne for at mestre et liv med sclerose, og vi arbejder for, at glæde og humor også er en del af dagligdagen for alle, der lever med sclerose som et vilkår.

Målet er høj livskvalitet for mennesker med sclerose og deres nærmeste.

Senest opdateret: d. 13 september 2016