Gå til hovedindhold
Velkommen til lokalafdelingen

Storkøbenhavn - Nord

Vi vil hermed gerne byde dig velkommen til vores lokale afdeling af foreningen. Måske ved du allerede, at du er tilknyttet vores lokalafdeling, og måske gør du ikke. Derfor vil vi gerne kort præsentere, hvem vi er, og hvad vi kan tilbyde dig.

Hvem er vi?

Vores afdeling dækker Gentofte, Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal og Hørsholm kommuner. Her er vi i alt et par tusinde medlemmer – og ca. 400 af os har sclerose.

I lokalafdelingen har vi mulighed for at bruge hinanden og danne netværk med andre, der også har sclerose tæt inde på livet. Vi mødes til arrangementer, hvor vi lærer mere om vores sygdom, sundhed, kost, motion og andet, der er relevant for mennesker med sclerose. Vi trækker på hinandens viden – og udveksler erfaringer om, hvordan man bedst lever med sclerosen.

Vi er mange forskellige typer mennesker, der er berørt af sclerose i større eller mindre grad. Nogle af os har kun haft et enkelt attak og fungerer derudover som tidligere med fuldtidsarbejde, familie osv. Andre af os har oplevet et hårdere sygdomsforløb, som har resulteret i, at vi nu arbejder på deltid, er i fleksjob eller får pension. Nogle af os fungerer godt fysisk – andre bruger hjælpemidler i større eller mindre udstrækning.

Hvad kan vi tilbyde dig?

Vores afdeling er med til at støtte Scleroseforeningens arbejde med at øge befolkningens kendskab til sclerose og samle penge ind til at forsætte forskningen i sygdommen. Vi er aktive i vores kommuner som medlemmer af Handicapråd, hvor vi har mulighed for at være med til at præge den politiske dagsorden og sikre gode forhold for personer med funktionsnedsættelser. 

Derudover står vi bag en række forskellige arrangementer, som gør det muligt for dig som medlem af vores lokalfafdeling at lære mere om sclerose. Det kan fx være et foredrag om motions betydning for sclerose. Eller det kan være input om nye behandlingsmetoder.

En anden type arrangementer er ture i biografen eller naturen. De giver mulighed for, at du kan mødes med andre i dit lokalområde, der kender sclerose og de særlige udfordringer, det giver i dagligdagen. Vi oplever, at mange finder det befriende at kunne udveksle erfaringer om læger, behandlinger, ophold på sclerosehospitalerne, børn, fritidsinteresser og meget andet.

Har du lyst til at være med?

Du er altid velkommen til at deltage i vores arrangementer – hvad enten det kun er til et enkelt foredrag, eller du har lyst til oftere at mødes med ligesindede. De fleste af vores arrangementer er gratis og afholdes på steder med handicapadgang og tæt på offentlig transport.

Kontakt

Formand
Jeppe Bülow-Lehnsby
Jblehnsby@gmail.com