Julefest i Scleroseforeningens Lokalafdeling for Nordvestjylland
d. 23 november 2015

Af Knud Erik Aagaard Kristensen

Lørdag den 21. november 2015 festede lokalafdelingens medlemmer og deres pårørende i anledning af den tilstundende jul i Råsted Golfklubs lokaler.

31 voksne og 7 børn deltog i festlighederne. Formanden, Anita Zacho, og andre frivillige havde lagt mange kræfter i forberedelserne, og det var vi mange, der fik stor glæde af. Det blev en forrygende eftermiddag, hvor formanden lagde ud med at byde velkommen og orientere om eftermiddagens program.

Derefter blev der budt på lækker julebuffet, hvor der også var tænkt på børnene, og så gik det løs med det traditionsrige julebanko med mange flotte gevinster. Ikke alle var heldige, men der var ingen skuffede miner.

Snart efter var der ris a´ la´ mande og kaffe på bordene, og da var der igen heldige vindere, der fik flotte mandelgaver. Medens der blev hygget og snakket, fandt niårige Caroline Fredslund Sørensen sin tværfløjte og spillede tre julemelodier, Glade jul, Jingle bells og Nu tændes tusind julelys. Hun fik et velfortjent bifald, og så var der konkurrencer for både børn og voksne. Børnene skulle tegne en tegning, der relaterede til julen, og de voksne skulle skrive mindst to linjer, der rimede, og tegne en juletegning. Igen var der præmier, denne gang som belønning for kreative udfoldelser, og det fuldendte næsten kredsen af heldige vindere.

Under hele festen havde børnene mulighed for at tegne og lege, og det var tydeligt, at de voksne hyggede sig ved bordene fra start til slut.

Afslutningsvis mindede Anita om et spændende arrangement med Lone Hertz i Gråkjær Arena den 19. januar 2016, hvorefter hun takkede for det store fremmøde og ønskede alle en rigtig GLÆDELIG JUL og et GODT NYTÅR 2016.

----------------------------------------------------------------------

Klik på billedet og derefter VIS SOM SLIDESHOW

----------------------------------------------------------------------

Senest opdateret: d. 7 juli 2017