3000 ænder lader op til stor konkurrence på Storåen
d. 2 juni 2014

                                                                                                                                                        

                                                                     
3000 ænder lader op til stor konkurrence på Storåen

Af Knud Erik Aagaard, frivillig i Scleroseforeningen

Frivillige i Scleroseforeningens Lokalafdeling for Nordvestjylland og Lions Holstebro er godt i gang med forberedelserne til det traditionsrige Rap om Kap på Storåen, der i år afvikles den 21. juni klokken 12.30.
Der er allerede solgt mange ANDelsbeviser, og frivillige fra Scleroseforeningen og Lions bemander stande i Kvickly og Nørreport Centret den 13., 14., 20., og 21. juni. Der sælges desuden ANDelsbeviser i hele gågadenettet i Holstebro, indtil 10 minutter før ænderne hopper i åen ved Samaritterhuset ved Sveavej den 21. klokken 12.30. De sætter da straks kurs mod Færchtorvet for 10 – 15 minutter efter start at nå målet ved Storebro, hvor de indfanges.
Der er ikke mindre end 32 flotte gevinster, og de to hovedgevinster, et rejsegavekort og et gavekort på 5.000 kroner, er skænket af Gislev Rejser og Morten Gardiner i Holstebro.
Scleroseforeningens Lokalafdeling og Lions Holstebro håber meget, at rigtig mange vil støtte det gode formål, hvor overskuddet går ubeskåret til Scleroseforeningens arbejde og Lions humanitære arbejde lokalt.

 

Senest opdateret: d. 7 juli 2017