Sclerosetræthed
d. 23 maj 2015
Den 22. april 2015 holdt lokalafdelingen foredragsaften om sclerosetræthed. Medlemmerne var mødt talstærkt op, og cafélokalet på Mosedalsvej var godt fyldt. Det skyldes formentlig, at trætheden er et problem, som de fleste scleroseramte kæmper med, og som påvirker vores hverdag i meget høj grad. Det er samtidig et problem, som andre kan have svært ved at forstå og somme tider forklejner, da også raske mennesker kender til træthed og ofte forveksler den naturlige træthed, de selv kender, med den form for træthed eller fatigue, som skyldes sclerosens skader i hjernen. 
 
Birte Heldorf, som har haft sekundær progressiv multipel sclerose siden 2003, skriver:
 
"Ca. 75 procent af alle scleroseramte plages af sclerosetræthed. Anne Katrine Andreasen havde i sit ph.d.-projekt fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet fundet frem til, at sclerosetræthed hænger sammen med forandringer i hjernebarken, således at både den mentale og motoriske hastighed er nedsat sammenlignet med scleroseramte, der ikke lider af træthed. 
 
Siden foredraget har min hjerne tumlet med disse konkrete oplysninger, at forandringer i hjernebarken bl.a. forårsager disse nedsatte evner. 
 
Det har fået mig til at tænke på, hvordan jeg selv kan hjælpe hjernebarken med at få sin normale hastighed tilbage, hvilket jeg arbejder på dagligt."  
 
 
Senest opdateret: d. 7 juli 2017