Gå til hovedindhold

Fysioterapi

Kort fortalt

Hvis du har vedvarende funktionsnedsættelser som følge af en progressiv sygdom (som fx sclerose), er du berettiget til vederlagsfri fysioterapi.

Hvad er fysioterapi?

Fysioterapi er en behandlingsform, som kan forebygge eller behandle lidelser i kroppen og retter sig især mod de dele af kroppen, du bruger, når du bevæger dig. Det kan for eksempel være muskler, led, nervesystemet eller kredsløbet.

Vederlagsfri fysioterapi

I særlige tilfælde kan du få gratis behandling hos en fysioterapeut.

Du kan få gratis behandling hos fysioterapeut, hvis du har et svært fysisk handicap, eller du har en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom. En progressiv sygdom er en sygdom, som udvikler sig og gradvist forværres og i denne kategori henhører multipel sclerose.

Vederlagsfri fysioterapi kræver en lægehenvisning og forudsætter, at du opfylder visse betingelser, som er oplistet nedenfor.

Funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom

Har du funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom, kan du få vederlagsfri fysioterapi, hvis du opfylder alle nedenstående kriterier:

  1. Du skal have en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom. Funktionsnedsættelse er defineret som problemer i kroppens funktioner eller kroppens strukturer, som en væsentlig afvigelse eller mangel fra normal funktion.
  2. Tilstanden skal være varig, det vil sige, at der skal være udsigt til, at din tilstand vil vare i mindst 5 år.
  3. Du skal have en diagnose, som på diagnoselisten i Sundhedsstyrelsens vejledning er klassificeret som en progressiv sygdom.
  4. Diagnosen skal være stillet af en læge på en sygehusafdeling eller en praktiserende speciallæge i neurologi, reumatologi eller andet relevant speciale.

Tilbuddet omfatter fysioterapi på hold. Individuel fysioterapi kan i særlige tilfælde være en mulighed.

Svært fysisk handicap

Har du et svært fysisk handicap, kan du få vederlagsfri fysioterapi, hvis du opfylder alle nedenstående kriterier:

  1. Du skal have et svært fysisk handicap, som det er defineret i Sundhedsstyrelsens vejledning om vederlagsfri fysioterapi. Svært fysisk handicap er her negativt defineret som: ”En person, som kan klare sig selv indendørs i døgnets 24 timer uden hjælp eller hjælpemidler til den daglige personlige livsførelse, har ikke et svært fysisk handicap.”
  2. Tilstanden skal være varig. Varig betyder, at der skal være udsigt til, at din tilstand vil vare i mindst 5 år. Ved følger efter ulykkestilfælde, kan du ikke opfylde varighedskriteriet før tidligst ét år efter ulykken.
  3. Du skal have en diagnose, der er omfattet af den diagnoseliste, som er en del af Sundhedsstyrelsens vejledning.

Tilbuddet omfatter fysioterapi både individuelt og på hold eller som en kombination af begge former. Tilbuddet omfatter også ridefysioterapi på hold, hvis din læge vurderer, du har gavn heraf.

Hvornår kan jeg få tilskud til almindelig fysioterapi?

Du kan få tilskud til behandling hos en fysioterapeut, hvis du henvises af en læge.

Fysioterapeuten skal have overenskomst med sygesikringen.

Du skal benytte dig af henvisningen senest to måneder efter, du har fået den hos lægen.

Hvis du venter længere, skal du henvende dig hos lægen igen, for at få en ny vurdering og henvisning.

Hvilke fysioterapeuter kan jeg vælge imellem?

Du kan frit vælge hvilken fysioterapeut du vil benytte, men hvis du vil have tilskud til behandlingen, skal du vælge en fysioterapeut med overenskomst med sygesikringen.

Du kan finde en liste over fysioterapeuter på www.sundhed.dk, under ”Find behandler”. På denne side kan du finde fysioterapeuter med særlig viden om sclerose.

Hvordan foregår betaling?

Du betaler direkte til fysioterapeuten og tilskuddet fra sygesikringen fratrækkes beløbet.

Hvad, hvis jeg ikke har nogen lægehenvisning?

Hvis du ikke har en henvisning fra lægen, kan du stadig få fysioterapi, men så skal du selv betale hele beløbet.

Kilder/læs mere her:

Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018 §§ 67, 72, 140a

Bekendtgørelse nr. 710 af 27. juni 2008 om tilskud til fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og vederlagsfri fysioterapi hos fysioterapeut i praksissektoren og i kommunen

Vejledning om adgang til vederlagsfri fysioterapi af 5. november 2008