Gå til hovedindhold

Transport til behandlingsstedet

Kort fortalt

Som hovedregel skal du selv sørge for og betale transporten, når du skal til behandling på sygehuset. Men under visse betingelser kan du have ret til at få hjælp til transporten eller til at få dækket dine transportudgifter.

Hvis din helbredstilstand gør det nødvendigt, har du ret til at blive transporteret til sygehuset. Det er en sundhedsfaglig vurdering, som foretages af afdelingen, evt. i samarbejde med den sundhedsperson, som henviser dig til sygehusbehandling.

Har du ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse?

Du har ret til at blive kørt mellem din bopæl og sygehuset eller få kørselsgodtgørelse, hvis du opfylder én af nedenstående betingelser:

  • Du modtager pension efter de sociale pensionslove
  • Du bor længere væk end 50 km fra det sygehus, hvor den nødvendige behandling kan finde sted og som din region bestemmer, du skal henvises til efter regionens regler herfor
  • Du indkaldes til videre ambulant behandling eller midlertidigt hjemsendes af sygehuset og din fysiske eller psykiske tilstand udelukker transport med offentlige transportmidler.

Det er sygehuset, der beslutter, om du skal tilbydes at blive kørt, eller om du selv skal sørge for dette. Det beror på en sundhedsfaglig vurdering. 


Du kan kun få dine udgifter refunderet til det billigste, forsvarlige transportmiddel, såfremt dine udgifter hertil overstiger 100 kr. og for pensionister 42 kr. Du får refunderet din reelle udgift, også selvom du ikke har benyttet evt. rabatordninger, som transportselskabet tilbyder til passagerer, der rejser ofte.

Er du henvist efter din bopælsregions visitationskriterier til et af regionens samarbejdssygehuse, eller til en sygehusafdeling med højt specialiserede funktioner i en anden region, har du samme ret til at blive kørt eller modtage kørselsgodtgørelse som ovenfor nævnt. 


Hvordan skal du transportere dig?

Du kan kun få refusion for udgifter, som svarer til det efter forholdene billigst mulige transportmiddel. Der vil oftest være tale om offentlige transportmidler som tog og bus, men det er din helbredsmæssige tilstand, der afgør transportformen.

Mener du, at det er nødvendigt at benytte andre former for transport end almindelige offentlige transportmidler, er det en god idé at kontakte afdelingen eller Regionens kørselskontor og tale med dem om dine overvejelser. Det er nemlig afdelingen/regionen, som endeligt beslutter, hvordan transporten kan foregå og dermed hvilke udgifter, du kan få dækket.

Behandling uden for din bopælsregion eller på sygehus efter eget valg

Hvis du efter henvisning fra din bopælsregion behandles uden for regionen, fx fordi undersøgelsen eller behandlingen ikke tilbydes i bopælsregionen, har du ret til transport eller transportgodtgørelse i samme omfang, som hvis du blev behandlet på et sygehus i regionen.

Hvis du, efter reglerne om frit sygehusvalg, selv vælger behandling på et andet sygehus end det, du tilhører, skal du selv betale for den del af transporten, der er længere end til regionssygehuset.

Du skal stadig være berettiget til transport for at kunne få delvis refusion.

Selvom du normalt vil være berettiget til kørsel arrangeret af sygehuset, så vil du ikke få kørsel til et sygehus, du selv har valgt. Her kan du i stedet få delvis refusion af dine udgifter, jfr. afsnittet ovenfor.

Ledsagers transport

Hvis du har ret til transport, samtidig med at du på grund af alder eller helbredstilstand har behov for en ledsager, kan din ledsager også få transport eller transportgodtgørelse.

Det er sygehuset som beslutter, om du har ret til en ledsager.

Kørsel til praktiserende læge eller speciallæge

Når du skal til konsultation hos din egen læge eller en speciallæge, har du ret til kørsel eller kørselsgodtgørelse efter samme regler, som når du skal til behandling eller undersøgelse på sygehuset.

Det gælder dog kun, hvis du er omfattet af sygesikringsgruppe 1.

Er du omfattet af sygesikringsgruppe 2, kan du ikke modtage kørselsgodtgørelse til lægebesøg hos egen læge eller speciallæge.

Hvis du er berettiget til kørsel eller kørselsgodtgørelse, kan du få godtgørelse til besøg hos den speciallæge, der har konsultation nærmest på din bopæl. Hvis denne speciallæge er forhindret i at yde lægehjælp, gives der kørselsgodtgørelse til den nærmeste, som ikke er forhindret. Hvis du vælger en fjernere boende speciallæge, kan du få kørselsgodtgørelse med det beløb, du havde haft ret til, hvis du havde søgt den nærmest boende speciallæge.

Genoptræning

Har sygehuset vurderet, at du skal modtage genoptræning efter udskrivelse, kan du modtage kørsel eller kørselsgodtgørelse i henhold til betingelserne nævnt ovenfor.

Det er din kommune, som sørger for kørsel eller kørselsgodtgørelse ifm. genoptræning, som foregår i kommunalt regi. Skal du til genoptræning på sygehuset, vil det være sygehusafdelingen som står for transporten.

Hvor kan jeg få mere vejledning?

Reglerne om kørsel og kørselsgodtgørelse er komplicerede regler.

På nogle sygehuse er der oprettet særlige kørselskontorer, hvor du kan henvende dig med spørgsmål vedrørende kørsel.

Du kan også henvende dig til en patientvejleder, som kan være behjælpelig med nærmere information og vejledning.

Klage

Du kan klage til Styrelsen for Patientklager over afgørelser vedrørende kørsel eller kørselsgodtgørelse.

Du skal indgive din skriftlige klage over afgørelsen til styrelsen inden 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Styrelsen kan dog, hvis der er særlige grunde, behandle din klage efter de 4 ugers udløb.

Hvis du vil klage over, at sygehuset ikke tilbød dig kørsel, regnes klagefristen normalt fra det tidspunkt, hvor du er blevet vejledt om eller i øvrigt blev opmærksom på din ret til kørsel.

Hvis du vil klage over et afslag på en anmodning om kørselsgodtgørelse, regnes klagefristen fra tidspunktet for modtagelsen af afslaget på kørselsgodtgørelse.

Er du utilfreds med håndteringen af kørslen, herunder personalets opførsel, er det sygehuset, som har bestilt kørslen, du skal kontakte.

Kilder/læs mere her:

Sundhedsloven, lovbekendtgørelse nr. 191 af 28. februar 2018, Kapitel 53

Bekendtgørelse nr. 816 af 18. juni 2018 om befordring og befordringsgodtgørelse efter Sundhedsloven

Lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsområdet