Gå til hovedindhold

Valg af behandling

Kort fortalt

Hvis du har mistanke om, at du er syg, har du ret til at blive undersøgt og modtage behandling, hvis lægen finder grundlag for det.

Det er en lægelig vurdering, hvilken behandling du skal have. Du kan ikke selv kræve en bestemt behandling.

I det omfang det er muligt, skal du have mulighed for at være medbestemmende.

Du har altid krav på at blive informeret om dit sygdomsforløb, herunder bl.a. om behandlingsmuligheder, det forventede resultat heraf, samt om mulige komplikationer og bivirkninger (se nærmere under information og samtykke).

For at blive behandlet på et hospital, skal du henvises fra en praktiserende læge eller speciallæge.

Din egen læge kan også vurdere, at du i første omgang skal henvises til en speciallæge. Konsultation hos en speciallæge kræver også en henvisning med undtagelse af følgende speciallæge/sundhedsprofessionelle, hvor du frit kan henvende dig, uden forudgående henvisning: Øre-, næse-, halslæge, øjenlæge, tandlæge, tandplejer og kiropraktor.

Second opinion

Er du usikker på, om der er andre alternativer til den foreslåede behandling, kan du drøfte dette med den behandlingsansvarlige læge. Lægen har pligt til også at informere dig om andre lægefagligt forsvarlige behandlingsmuligheder end de foreslåede, hvis der findes andre måder at behandle på (sundhedsloven § 16 stk. 4).

Er du usikker på, om lægen har vurderet korrekt eller om der kunne være andre behandlingsforslag, kan du tale med lægen om at blive henvist til en anden læge med speciale inden for området (second opinion).

Det er ikke en lovfæstet patientret at blive henvist til en second opinion. Derfor vil det være op til lægen, om en henvisning skønnes at være relevant.

Hvis du er i behandling hos egen læge og jeres kommunikation omkring dine behandlingsmuligheder er dårlig, så har du mulighed for at vælge en anden praktiserende læge mod et gebyr. Se nærmere under skift af egen læge.

Information om tilbud

Senest 8 hverdage efter at sygehuset har modtaget henvisningen fra din læge, skal du oplyses om:

  • dato og sted for undersøgelse eller behandling.
  • om man kan tilbyde dig udredning eller behandling inden for 30 dage fra henvisningen er modtaget
  • at du har ret til at vælge et privat undersøgelses- eller behandlingssted, hvis man ikke kan tilbyde dig undersøgelse eller behandling inden for 30 dage på et af regionens sygehuse eller et samarbejdssygehus. (udvidet frit sygehusvalg)
  • at du har ret til at vælge et andet offentligt hospital i landet (almindeligt frit sygehusvalg)
  • ventetiden på de andre sygehusafdelinger i landet samt eventuelle privathospitaler/klinikker, som foretager undersøgelsen/behandlingen.
  • at afdelingen kan være behjælpelig med at henvise dig til et andet sygehus, hvis du ønsker det.
  • at du ved henvendelse kan få oplyst det antal behandlinger, afdelingen foretager.

Hvis sygehuset allerede ved modtagelsen af lægehenvisningen er klar over, at det ikke kan tilbyde dig behandling indenfor 2 eller 1 måned, skal sygehuset allerede da tilbyde at viderehenvise dig til et andet offentligt sygehus eller et aftalesygehus. Du bestemmer selv om du vil benytte dig af tilbuddet.

Tilbuddet kan vælges helt eller delvist, se nærmere under almindeligt og udvidet frit sygehusvalg.

Klageadgang

Du kan klage til Styrelsen for Patientklager, hvis du ikke får disse oplysninger fra hospitalet inden for 8 hverdage, se www.stpk.dk