Gå til hovedindhold

Kærlighedens smerte

Kort fortalt

Mød Kristine Stricker Hestbech som fortæller åbent og ærligt om de oplevelser hun har haft i sin opvækst med en mor som havde sclerose

Hestbech
Kristine Stricker Hestbech

Både som barn og voksen kan man føle sig mast, når en, man elsker, ikke er rask

Følelserne svinger fra medlidenhed til vrede og had, og det er vigtigt at tale om det. For ærligheden skaber en bedre balance i forholdet mellem den pårørende og den syge.

”Det værste er afmægtigheden ved at se ens nærmeste lide. Nogle gange har jeg haft lyst til at skrige: Jeg kan ikke gøre dig rask mor, og det gør mig rasende. Man kan svinge mellem at få medlidenhed og blive rigtigt vred. Nogle gange kommer man endda til at hade.”

Sådan beskriver Kristine Stricker Hestbech nogle af alle de følelser, som sclerose kan udløse hos de pårørende.

“Det er svært, når et menneske, man elsker, ændrer sig drastisk. Og man bliver nødt til at leve med det, acceptere det og hele tiden spørge sig selv og hinanden: Hvordan får vi mest mulig livskvalitet?”

Noget af det vigtigste er, at parterne taler ærligt om alt det, der er problematisk. Hvis det kan lade sig gøre på en god måde. For det skaber en bedre balance i forholdet mellem den pårørende og den syge, mener Kristine Stricker Hestbech, der var spæd, da hendes mor fik konstateret sygdommen.

“Man hader smerten og alt det svære, der følger med, når den, man elsker, ikke er rask og i stigende grad har brug for støtte. Især hvis man som pårørende i en periode selv har det svært, men alligevel føler, at man skal leve op til at være den, der altid har overskud og er givende.”

Vil ses, høres og elskes

Vreden kan også nogle gange handle om, at man gerne selv vil ses, høres og elskes som den, man er, forklarer hun.

“Ofte er det den syge, der får al opmærksomheden. Som barn var jeg vred over, at min mors sygdom gik ud over mit sociale liv og min livskvalitet. Der var ikke overskud til, at jeg havde venner med hjem. Eller plads til at jeg kunne være vred og sur. Kun min mor måtte være vred, for hun var jo syg,” fortæller 41-årige Kristine Stricker Hestbech, der er præst i Havdrup Kirke.

Hun var efternøler, og hendes forældre havde i forvejen fire børn. Med sygdommen oveni var der næsten intet overskud tilbage.

“Min mors sclerose fyldte meget i hele min barndom. Jeg fyldte meget lidt, for der var ikke rigtig plads til mine behov. Dem måtte jeg lukke ned. Ofte kunne jeg ikke engang mærke dem.”

Kristine Stricker Hestbech måtte heller ikke larme og løbe derhjemme, for hendes mor var hypersensitiv, hvad angår støj og bevægelse. Og hun skulle hjælpe meget mere med praktiske ting end sine jævnaldrende.

“Men det gjorde ikke noget. Det svære var, at min mor mentalt fyldte alt. Hendes dårlige humør og det psykiske livsmiljø i vores hjem gav mig ofte ondt i maven. Hun manglede overskud på grund af sine kroniske smerter og var ikke særlig god til at forklare det, så man skulle fornemme det usagte. Både som barn og voksen kan man føle sig mast, fordi den syge tager al ilt i rummet. Så det føles svært at ånde.”

Glad og givende hele tiden

I Kristine Stricker Hestbechs barndomshjem var der et uudtalt krav om, at de andre i familien skulle være raske og glade, fordi de jo ikke var syge, fortæller hun.

Det er svært at leve op til at være glad og givende hele tiden. Man kan blive så træt af det hele, at man ønsker den syge død. Men det er selvfølgelig konsekvenserne af sygdommen, man gerne vil slippe for. Det, som det gør ved en. Hvis man i en periode har det sådan, gælder det om at tage en pause fra pligterne som pårørende og suge livsglæde til sig.

Man bør læsse vreden af andre steder end hos den syge, som har det svært nok i forvejen, mener hun:

“Mange scleroseramte lever med dårlig samvittighed over at pålægge andre den byrde, det er at være syg. Nogle har så stor skyldfølelse, at de ligefrem overvejer, om de overhovedet har ret til at leve, når de er til så stort besvær. De har brug for, at man bekræfter dem i, at de har værdi uanset hvad.”

Derfor er det vigtigt at have noget sammen, som ikke handler om sygdommen. For den syge er træt af at være syg og blive betragtet som patient, understreger hun. Selvom man har sclerose, kan man godt være den, der lytter og trøster. Det kan være befriende, når fokus tages væk fra sygdommen. Alle vokser af at give, og det er dejligt at mærke, at andre har brug for en. Også selvom man er syg.

Manglede jordforbindelse

Som pårørende kan man blive så vant til altid at tilsidesætte sig selv, at det nogle gange kan være svært overhovedet at mærke og gøre opmærksom på egne behov.

“Jeg må stadig arbejde med at tydeliggøre mine,” erkender præsten, der understreger, at det er vigtigt at kunne sige fra, når det hele bliver for meget.

“Man skal lære at sige tydeligt og kærligt nej. Ellers risikerer man at blive slidt op af sygdommen,” forklarer Kristine Stricker Hestbech, der som barn for det meste var overladt til sig selv:

“I perioder var jeg nærmest sådan lidt grænseløs. Når det var værst med min mors sygdom og de problemer, der var, følte jeg, at jeg næsten gik i opløsning. Jeg manglede den jordforbindelse, man har, når man er i balance og føler sig tryg.”

Kristine Stricker Hestbech kunne ikke finde ud af at sætte grænser.

“Hvad skal man finde sig i? Det er noget, jeg først har lært senere. Som barn var jeg empatisk og lutter ører. Det var oplagt, at jeg senere blev præst, for jeg er vant til at bære for andre.”

Kristine Stricker Hestbech har altid fundet ro og kræfter i naturen. Havearbejde, cykelture, lange vandringer og roture på Roskilde Fjord giver hende god ro og jordforbindelse. Sjove film, humor, gode samtaler. Bøn, meditation og en stærk tro har også stor betydning.

“Man kan ikke forstå det med hovedet, for Gud skal mærkes, men jeg føler nærværet tydeligt, når jeg selv har det svært. Så mærker jeg en varme og beskyttelse, der favner og fylder mig. Det giver mig styrke og mod til at fortsætte, uanset hvad,” siger hun.

Senest opdateret: d. 28 oktober 2014