Gå til hovedindhold

Lær om særlige sclerose-diæter

Kort fortalt

Her kan du læse om forskellige diæter, som nogle oplever, kan have en positiv effekt på sclerose.

Du må prøve dig frem

Der findes ikke nok videnskabeligt belæg for at anbefale en bestemt diæt til mennesker med sclerose. Derfor må du, hvis du har lyst til at ændre din kost, prøve dig frem og selv mærke hvad der virker for dig. Nedenfor beskrives de fire kostretninger, som vi ved, at en del mennesker med sclerose i Danmark har erfaringer med.

Vær opmærksom på hvad du måske får for lidt af

Nogle af diæterne indebærer, at man udelukker visse fødevarer fra sin kost. Du skal være opmærksom på, at du ved at udelukke bestemte fødevaregrupper, kan komme til at mangle vigtige næringsstoffer. Hvad du kan komme til at mangle ved at følge en bestemt diæt, kan du se under den enkelte beskrivelse.

  • Roy L. Swanks sclerosekost

    Læge Roy Swank udviklede I 1940’erne en diæt til mennesker med sclerose, den såkaldte ”Swank diet”, med fokus på et lavt indtag af fedt.  

    Sådan er Swanks retningslinjer for kost til mennesker med sclerose:

    • Undgå helt rødt kød det første år af diæten. De efterfølgende tre år er en smule rødt kød tilladt en enkelt gang om ugen. Fjerkræ er tilladt (i begrænsede mængder)
    • Undgå mejeriprodukter med over 1 procent fedt. Du kan frit indtage skummetmælk, skummetmælksyoghurt, kærnemælk og fedtfrie oste.
    • Undgå forarbejdede fødevarer med mættet fedt. Det findes især i forarbejdede kødprodukter.
    • Spis ikke mere end 15 gram mættet fedt per dag.
    • Spis mindst 20 gram umættet fedt per dag.
    • Spis ikke mere end 50 gram fedt per dag i alt.
    • Spis en kost rig på grøntsager, frugt, fuldkorn, hvid fisk og skaldyr.

    Virker det?

    Swank observerede i 20 år mennesker med sclerose, der fulgte hans retningslinjer for kost. Han rapporterede, at de, der fulgte hans diæt, oplevede færre attaker, bedre førlighed, mere energi, samt at de levede længere. Swanks studie er dog blevet kritiseret for mangelfulde metoder, bl.a. at der manglede en kontrol-gruppe. Et studie, som undersøgte effekten af en lignende diæt (det såkaldte "McDougal program") viste, at de mennesker, der fulgte diæten, ikke havde forbedringer på MRI eller færre attaker i forhold til kontrol-gruppen. Til gengæld oplevede de øget energi-niveau og fik en sundere vægt (målt på BMI).

    Mulige risici

    Ét studie, foretaget i USA, viste, at mennesker med sclerose, som fulgte Swank diæten, fik for lidt vitamin C, A og E, samt folat. Du skal også være opmærksom på, at indtager du meget lidt fedt over en længere periode, kan du opleve, at din hud og hår tørrer ud, samt at du får mindre energi.

    Du kan læse mere om Swank diæten her:

    http://www.swankmsdiet.org/the-diet/

     

  • Overcoming MS (Professor George Jelinek)

    Den amerikanske professor George Jelinek fik i 1999 konstateret sclerose. I den forbindelse udviklede han et "recovery program" - en vejledning for hvordan man bedst kan leve med sclerose. Programmet indeholder ikke bare kostanbefalinger, men også anbefalinger om kosttilskud, træning, meditation og medicinsk behandling.

    Sådan er Jelineks retningslinjer for kost til mennesker med sclerose:

    Jelineks retningslinjer for kost tager udgangspunkt i de retningslinjer, som Swank udviklede. 

    • Spis en plantebaseret kost, plus fisk og skaldyr
    • Undgå mættet fedt så vidt det er muligt. Dvs spis ikke kød, mælkeprodukter og æggeblommer.
    • Undgå transfedtsyrer. Dvs spis ikke forarbejdede fødevarer som margarine, chips og kiks.
    • Undgå også kokosolie og palmeolie, da de har et højt indhold af transfedtsyrer.
    • Tag tilskud af D-vitamin og Omega-3 olie.

    Hvad er tankerne bag Jelineks retningslinjer for kost?

    Dit immunsystem reagerer med inflammation (betændelse), når du har en sygdom som sclerose, og medicinsk behandling af sclerose handler om at mindske den inflammation. Ifølge Jelinek reagerer dit immunsystem på samme måde med inflammation, når du spiser mættet fedt og transfedtsyrer- kroppen opfatter det som fremmede stoffer, der skal bekæmpes. Netop fordi du har sclerose, er det vigtigt ikke at stresse kroppen og få den til at reagere med mere inflammation, og Jelinek mener derfor, at du skal undgå det mættede fedt og transfedtsyrerne- ellers kan du ifølge Jelinek risikere en hurtigere udvikling af sygdommen, når du har fået den.

    Du kan læse mere om Jelineks scleroseprogram her (på engelsk)

  • Palæo-diæten som sclerosekost

    I en palæo diæt er der fokus på at spise fødevarer, som vi spiste i stenalderen - fødevarer, som vores kroppe er bedst indrettede til at optage. En amerikansk læge ved navn Terry Wahls har levet efter principper fra en palæo diæt, da hun i år 2000 fik sclerose. Hun oplevede at få det væsentligt bedre ved at, og derfor har hun skrevet bogen ”The Wahls Protocol”- en livsstils- og kostguide til personer med sclerose.

    Sådan er retningslinjerne for kost i en palæo diæt:

    • Spis en kost rig på kød, fisk, frugt, bær, grøntsager – især grønne bladgrøntsager som spinat og grønkål.
    • Få dit fedt fra kød og olier.
    • Undgå mejeriprodukter, æg, bønner, linser, sukker
    • Undgå stivelse fra hvede, ris, gryn, brød og kartofler

    Virker det?

    Der findes ingen gode videnskabelige studier, som viser, om palæo-kost kan forbedre sundhedstilstanden for mennesker med sclerose. Terry Wahls oplevede at få mere energi, en bedre førlighed og færre handicap, da hun spiste efter principper fra palæo-diæten. Men samtidig med at hun spiste på denne måde, begyndte hun også at dyrke motion, meditere og tage vitamintilskud. Det er derfor svært at sige noget om, hvorvidt de forbedringer, hun mærkede, skyldtes palæo-diæten, eller om der var flere ting, der spillede ind.

    Det får du muligvis ikke nok af, hvis du følger palæo-diæten

    Hvis du følger palæo-diæten, kan du komme til at mangle:

    • Folinsyre, tiamin (B1-vitamin) og B6-vitamin, på grund af nedsat indtag af kornprodukter
    • Kalcium og D-vitamin, på grund af manglende indtag af mælkeprodukter
    • Nok kalorier, hvis du ikke får den rigtige næringsmæssige rådgivning 

    Læs artikel om Terry Wahls her

    Du kan læse om Terry Wahls og The Wahls Protocol her (på engelsk)

    Du kan se en TED-talk med Terry Wahls her (på engelsk)

  • Læge Gunda R Jensens sclerosekost

    I 1997 fik den danske læge og journalist Gunda Jensen sclerose. I 2002 udviklede hun en kostvejledning til Sclerosehospitalerne i Haslev og Ry, som de kunne bruge til mennesker med sclerose.  

    Sådan er Jensens retningslinjer for kost til mennesker med sclerose:

    • Skær ned på dit indtag af mættet fedt, der især findes i kød, og spis kun kød max to gange om ugen.
    • Få dit fedt fra de umættede fedtsyrer- de findes i fx fisk og solsikkeolier.
    • Spis fisk, bønner og linser de andre fem dage på ugen – det indeholder vigtige vitaminer.
    • Spis højst to æggeblommer om ugen
    • Spis kun sukker og hvidt mel fra brød og bagværk i små mængder – begge dele giver svingende blodsukker, som kan øge din træthed.

    Hvad er tankerne bag Gunda Jensens sclerosekost?

    Ifølge Gunda Jensen er det især kødet, det hvide bød og sukkeret, der kan påvirke livet med sclerose. Kødet indeholder både usundt mættet fedt og den såkaldte ”arakidonsyre”, og fordi denne syre ikke kan nedbrydes af din krop, skaber den en høj aktivitet af de immunceller, der øger din scleroseaktivitet. Det hvide brød og sukkeret giver dig store svingninger i dit blodsukker, og det fører til, at kroppen udskiller store mængder insulin for at få blodsukkeret ned- de store udsving der dermed også sker i insulinproduktionen har vist sig at kunne forværre betændelsestilstande og dermed forværre din sclerose.