Gå til hovedindhold
TemaAlternativ behandlingSe hele temaet

Zoneterapi

Kort fortalt

Ved zoneterapi behandles tilstande i kroppen gennem tryk og massage.

Den hyppigst anvendte form for zoneterapi er fodzoneterapi, hvor der arbejdes med at behandle lidelser/problemer i kroppen gennem fødderne.

På denne side kan du læse mere om tanken bag behandlingsformen samt behandlingsformens mulige effekt hos mennesker med sclerose.

Hvad er zoneterapi

Zoneterapi tager udgangspunkt i føddernes reflekszoner. Behandlingsformen arbejder ud fra en teori om, at hvis noget i kroppen ikke fungerer optimalt, vil de tilhørende reflekszoner på fødderne være ømme. Zoneterapeuten vil i behandlingsforløbet massere og trykke på foden omkring de identificerede reflekszoner med en forventning om, at når reflekszonerne ikke længere er ømme, vil problemet i kroppen være væk.

Zoneterapi er en holistisk behandlingsform, der medtager klientens situation som helhed. Behandlingsplanen indebærer derfor også ofte forandringer i livsførelse. Her er klientens handlinger derfor en central del af forløbet.

Kilde: www.srab.dk

Virker det?

Der er endnu ikke tilstrækkelig evidens til at vurdere effekten af zoneterapi på sclerose og symptomer grundet sclerose.

 

Medlemmers erfaringer med Zoneterapi

Følgende erfaringer med zoneterapi er indsamlet i efteråret 2017, hvor Scleroseforeningen afholdt en række workshops om alternativ behandling rundt om i landet.

Nedenstående erfaringer er ikke indsamlet i overensstemmelse med forskningspraksis og giver derfor ikke et repræsentativt og nøjagtigt billede af fordele og ulemper ved zoneterapi. Nedenstående er desuden ikke et udtryk for Scleroseforeningens holdninger.

Positive erfaringer

Hos de deltagere, hvor zoneterapi har en gavnlig effekt, er der erfaringer med, at zoneterapi kan hjælpe med at lindre spændinger (blandt andet i fødderne), smerte, og hovedpine. Desuden oplever nogle deltagere, at det afhjælper blærebetændelsesproblematik, uro i benene og rygsmerter samt giver en bedre balance og giver overskud på energikontoen.

Negative erfaringer

Zoneterapi hjælper dog desværre ikke for alle workshop deltagere. Nogle oplever slet ingen virkning, mens andre udelukkende oplever en kortvarig eller minimal virkning. En enkelt har desuden oplevet, at zoneterapi medførte øgede kramper.

Fortæl os dine erfaringer

Har du positive eller negative erfaringer med zoneterapi så vil vi meget gerne høre dem. Klik herunder og rapporter dine erfaringer.

Dine kommentarer vil blive brugt til Scleroseforeningens erfaringsopsamling, men uploades ikke direkte til hjemmesiden.

Fortæl os dine erfaringer