Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores udgifter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os

Kost

Følg de 10 kostråd. Sørg for at du ikke mangler vitamin D. Vær opmærksom på mangel på vitamin B12.

Det kan være svært for mennesker med sclerose at finde ud af, hvilke råd om kost, man skal holde sig til. I løbet af årene har der været foreslået mange forskellige kostplaner til mennesker med sclerose, og kostplanerne og forslagene til kosttilskud er ikke altid entydige.

Fra et lægevidenskabeligt synspunkt er der ikke belæg for at sige, at en bestemt kostplan eller særlige kosttilskud vil kunne påvirke sygdommens forløb. De undersøgelser, der er lavet på nuværende tidspunkt, har ikke kunnet dokumentere, at sygdommens forløb ændres af de kostomlægninger eller kosttilskud, der er undersøgt. Derfor kan det dog sagtens tænkes, at elementer fra kosten kan have indflydelse på sclerosens forløb, hvis det bliver undersøgt nærmere. Men man ved det ikke med de foreliggende undersøgelser, og der er brug for mere viden.

Følg de 10 kostråd
Et generelt råd er at følge de 10 kostråd, som er de officielle danske kostanbefalinger til voksne. De vil ifølge Fødevarestyrelsen for de fleste mennesker betyde, at man får dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Ved at følge de 10 kostråd forebygges også andre sygdomme, som kan være relateret til den livsstil, man har, f.eks. type 2 diabetes og hjerte-karsygdomme.

  • Spis varieret, ikke for meget og vær fysisk aktiv

  • Spis frugt og mange grønsager

  • Spis mere fisk

  • Vælg fuldkorn

  • Vælg magert kød og kødpålæg

  • Vælg magre mejeriprodukter

  • Spis mindre mættet fedt

  • Spis mad med mindre salt

  • Spis mindre sukker

  • Drik vand

De 10 kostråd er udformet, så hovedparten af den danske befolkning vil have gavn af at følge rådene. Der kan dog altid være specielle hensyn at tage eller særlige problemstillinger. Der kan være forskel på, hvor godt den enkelte optager vitaminer og mineraler, og hvis man har problemer med undervægt, kan der være særlige hensyn at tage. For nogle mennesker med sclerose kan det også være svært at efterleve rådet om at være fysisk aktiv.

Det er altid fornuftigt, inden du laver en væsentlig omlægning af din kost at diskutere det med din læge eller med en diætist/ernæringsspecialist.

Klik her og læs mere om de 10 kostråd.

Pas på vitaminmangel
De undersøgelser, man har på nuværende tidspunkt, har ikke kunnet vise en sammenhæng mellem vitamin D og sygdomsudviklingen for mennesker med sclerose. Der forskes for tiden meget i området, da man har en formodning om en sammenhæng.

Behovet for vitamin D bliver dækket via kosten og sollyset. Det kan derfor være fornuftigt, for personer, der ikke kommer udendørs til daglig eller som undgår sollys, at tage et tilskud på 10 mikrogram vitamin D dagligt.

Mangel på vitamin D kan ligesom forskellige sygdomme i muskler og nerver give symptomer i form af svage muskler i benene, føleforstyrrelser, smerter og træthed - det vil sige gener, der også ses ved sclerose. Er man usikker på, om man får tilstrækkeligt med sollys, og om ens kost indeholder tilstrækkelig med vitamin D, kan det være en god idé at få målt vitamin D i en blodprøve.

Klik her og læs mere om vitamin D hos Netdoktor.

Du skal også være opmærksom på B-vitamin. Specielt kan mangel på vitamin B12 give ubehagelige mangelsymptomer. Symptomerne kan forveksles med nogle af symptomerne på sclerose, men de kan altså afhjælpes med vitamintilskud. Derfor er det en god ide igennem hele sygdomsforløbet at være opmærksom på symptomer, der kunne skyldes mangel på vitamin B12, og i samråd med din neurolog eller praktiserende læge, at få konstateret evt. vitaminmangel ved en blodprøve.

Klik her og læs mere om B-vitaminer hos Netdoktor.

For både vitamin D og vitamin B kan der på de neurologiske afdelinger være forskellige holdninger til, om der er behov for at undersøge for eventuel mangel. Mens nogle afdelinger laver rutinemæssige undersøgelser, kan andre afdelinger være mere afvisende over for at lave undersøgelserne. En alternativ mulighed er at bede egen læge om at lave undersøgelsen.

Hvad kan man ellers gøre
En ting er, om man i videnskabelig forstand kan bevise, at kostfaktorer påvirker sygdommens udvikling og en anden ting, hvilke erfaringer den enkelte, der afprøver forskellige former for kostråd, oplever. Et øget velbefindende, oplevelse af mere energi eller bedre fordøjelse er eksempler på andre gavnlige effekter. Nogle har glæde af at afprøve forskellige kostråd og at dele og drage nytte af andres erfaringer.

Kosten og andre livsstilsfaktorers betydning for risikoen for at få sclerose
I dag ved man kun ganske lidt om, i hvilken udstrækning kosten og andre livsstilsfaktorer påvirker risikoen for at få sclerose. Der er flere undersøgelser, der peger på, at vitamin D kan have en beskyttende virkning i forhold til risikoen for at få sclerose. Der er også undersøgelser, der peger på, at rygning kan øge risikoen for at få sclerose og det at man har røget, før man fik diagnosen, kan betyde, at sygdommen får et mere aggressivt forløb.

Senest opdateret: d. 29 august 2016