“Jeg skal skrive alt ned, og jeg mener virkelig ALT, og helst i hånden. Jeg har lært mig at skrive hurtigt og i punktform. Og jeg har alarmer til alt. Hvis det ikke er skrevet ind i min kalender, og jeg ikke får en påmindelse om, at jeg skal køre mine børn til karate, så laller jeg bare videre.
Jeg laver sjældent aftaler med nogen over en telefon. Send lige en sms bagefter, må jeg så sige. Og når mine kolleger siger, kan du ikke lige gøre det og det, siger jeg: ”Fint, send lige en mail, og husk lige at få alle detaljerne med”.
Møder kan være uoverskuelige for mig. Det er blevet sværere at fokusere på den, der taler, især når det foregår online. Jeg foretrækker helt gammeldags fysiske møder. Men det er ikke altid, at jeg får alle detaljer med alligevel, men så beder jeg om et referat. Mine kolleger ved jo, det ikke er, fordi jeg er dum, at jeg kan spørge 20 gange om det samme.
Jeg skal bare væk, hvis jeg er træt, og der er larm. Der er tre muligheder, hvis jeg er træt, og jeg så bliver udfordret. Enten bliver jeg gal, som i virkelig gal, og jeg råber og skriger og flejner helt ud. Eller også begynder jeg at grine vildt og overdrevet. Eller også begynder jeg at græde. Og det er overhovedet ikke i min magt, hvilken af de tre veje det går.
Nogle gange får jeg noget at vide, hvor jeg tænker: ”Det her, det fatter jeg simpelthen ikke”, uanset hvor mange gange jeg får det forklaret. Jeg stod engang på skadestuen med min søn, der havde brækket foden. Til sidst måtte jeg sige til sygeplejersken: ”Vil du ikke godt være sød at forklare min søn det, du siger, for jeg er træt”. Ud af oplevelsen kom der et broderi, hvor der står: ”Den viden har jeg ikke kognitiv kapacitet til at udnytte”.
Jeg broderer og strikker i det hele taget meget. Det er svært at forklare, hvorfor det hjælper, men det giver mig ro. Så jeg har det ofte med, når jeg skal deltage i møder eller en forsamling, for så kan jeg lytte, mens min stress holdes nede.”
