Michelle har mærket på egen krop, hvor stor en forskel, udviklingen og nye forskningsresultater betyder. Og det er en af de afgørende årsager til, at hun tager den gastronomiske udfordring op og samler ind:

“Forskningen er skyld i, at jeg i december blev mor – og at jeg endda kan amme mit barn, selvom jeg får medicin,” siger Michelle, der ellers havde opgivet håbet og drømmen om at blive mor:

“Jeg kunne slet ikke forestille mig, at det var muligt, og hvilken mor kunne jeg overhovedet blive? Men takket være al forskning og al det fagligkompetente personale, jeg har mødt, er jeg nu den mor, jeg drømte om at blive.”

En aften med forskning, familie og venner i fokus

Michelle forklarer, at hun har forsøgt at lære sig selv, at hun ikke er syg. Hun er ikke syg, fortæller hun, men ser i stedet sig selv som et menneske med en kronisk neurologisk lidelse, der gør, at hun kan få udfordringer, som andre ikke får.

“Jeg tør slet ikke tænke på, hvad næste skridt i forskningen bliver, men jeg glæder mig til at følge med. Og jeg er beæret over, at jeg med en lille indsamling kan være med til at hjælpe forskningen på vej,” siger hun.

Endnu en grund til, at Michelle har taget udfordringen med sin egen MS MIDDAG op, er, at hun har ”en skøn mand, der elsker at være i køkkenet”:

“Han var meget opsat på, at vi sammen skulle tilmelde os. Jeg ved nok også godt, det betyder, at han tryller ved gryderne, og at jeg får glæden af opvasken,” fortæller Michelle og fremhæver endnu en gang, at MS MIDDAG bliver hendes mulighed for at samle ind samtidig med, at hun kan tilbringe en aften med sine ”allerkæreste”:

“Jeg elsker at være omgivet af venner og familie, og her kan jeg netop gøre dét, mens der samles vigtige penge ind til forskning. Og jeg glæder mig til det hele. Til at lave menu, til indkøbene – der nemt kan klares ét sted – til madlavningen, til hyggen og til roen, jeg får, ved at være omgivet af mine tætteste.”

“Det er en fælles kamp”

Efter Michelle fik diagnosen, har hun været meget åben og ærlig igennem hele forløbet. Som et led i sin indsamling har hun derfor forsøgt at dele sin positive rejse efter hendes møde med diagnose.

Hun synes nemlig, det er vigtigt at dele de positive ting samt skabe opmærksomhed om, at penge til forskning ikke er spildt. Tværtimod:

“Jeg er meget bevidst om, at jeg er heldig med, at jeg først har fået diagnosen nu her. Forskningen er kommet langt på bare 20 år, og det var ikke sket uden kloge hoveder og økonomi. Jeg lever mit liv uden at tage hensyn, og sclerose fylder heldigvis så lidt i mit liv, men derfor er det stadig vigtigt for mig at være åben og ærlig,” fortæller den 34-årige Michelle.

Det er ikke første gang, Michelle samler ind til forskningen i den sygdom, hun nu har levet med siden ’21. Sidste år lavede hun nemlig også en indsamling i forbindelse med vores gå-event, YOU GO, og her var det første gang, hun delte sin historie på sine sociale medier. Til stor overraskelse.

“Den kærlighed, jeg fik retur, var enorm. Både i form af donationer og kærlige beskeder, men jeg fik også mange personlige historier retur. Det førte mig enormt. Så hver gang, der kommer en donation til min indsamling, bringer det en stor taknemmelighed frem i mig, hvilket giver mig følelsen af, at jeg aldrig kommer til at kæmpe alene. Det er ganske enkelt rørende, at der er opbakning til min indsamling – eller ikke kun til min, men til alle indsamlinger. Det er en fælles kamp.”

Michelle forventer altså en hyggelig aften i det bedste selskab, når hun skal afholde sin MS MIDDAG, men også en aften, hvor hendes indsamling med flotte donationer fra gæsterne kommer til at gøre en forskel. Derfor har hun også følelsen af, at MS MIDDAG allerede er og bliver en stor succes:

“Jeg ved, at MS MIDDAG bliver en succes. Både for mig personligt og som samlet indsamling. Jeg skal hygge mig med dem, jeg elsker allermest, hvor der er tid til snak og grin. Der er allerede mange indsamlinger i gang, og forhåbentlig kommer der flere,” fortæller Michelle og siger afsluttende:

“Så vi alle kan nyde en lækker middag og vide, at vi har bidraget til et rigtig godt formål.”

Event

MS MIDDAG

Til MS MIDDAG sætter hele Danmark sig til bords for en verden uden sclerose. Vi giver dig menuen og råvarerne, du inviterer dine gæster, og så samler vi ind til forskning og patientstøtte.

Læs mere om MS MIDDAG
To smilende personer står med forklæder på i et køkken