Hvad er det første, du gør, når du slår øjnene op?
Jeg strækker mig. Og når jeg gør det, får jeg gerne kramper i benene. Det er ikke så slemt, efterhånden som jeg har lært, at sådan er det bare. Det fungerer fint for mig at ligge og sunde mig lidt.
Og når du står ud af sengen?
Så skal jeg lige have balancen og se, om benene vil, som jeg vil. Så tager jeg rollatoren og går ud til morgenmaden. Mine ben kan godt være ekstra trætte, hvis jeg har trænet meget dagen før. Så kan jeg blive i tvivl om, hvor godt det er med al den træning. Men det er jo det, alle siger, man skal.
Hvilke tanker går igennem dit hoved tidligt om morgenen?
Jeg tænker over, hvad jeg skal i løbet af dagen. Og om noget af det kræver, at jeg skal kunne gå nogenlunde ugeneret. Det kan godt bekymre mig lidt, når jeg har planer, hvor jeg skal gå meget.
Er du kaotisk eller struktureret i dit morgenritual?
Jeg er meget struktureret. Jeg spiser morgenmad og kører et træningsprogram igennem. Min mand hjælper mig med morgenmaden, for mine fingre er så stive om morgenen, at jeg har svært ved at holde på ting. Heldigvis vil han gerne hjælpe. Han har taget over på rigtig mange ting herhjemme, efter at jeg er blevet syg.
Hvordan har du det med det?
Det er blevet lettere med tiden. Men jeg skubber også til ham, for det er vigtigt, at han oplever noget på egen hånd, når jeg ofte ikke har overskud til at være med. Han har lige været i Berlin med venner. Og så er det skønt at se ham komme hjem med fornyet energi. Men det er også trist, at jeg ikke kunne være med. Det prøver jeg nok lidt at skjule. Men sådan er det bare.
Hvordan mærker du din sclerose om morgenen?
Kroppen skal lige i gang, og nogle dage beder jeg min mand hjælpe mig med tøjet. Jeg kan næsten ikke løfte højre ben og fod, så det er svært at tage bukser på. Jeg er endnu ikke så dårlig, at jeg har lyst til hjælp fra fremmede. Jeg bilder mig ind, at det går ud over min frihed til selv at bestemme.
Hvad får du til morgenmad?
Min mand laver altid kaffe og serverer den for mig, når jeg sidder der og er færdig med min Cultura med havregryn, hørfrø og frugt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan servere kaffe for ham. En gang imellem siger jeg, at det skal jeg nok klare, men det ender gerne med, at jeg alligevel ikke kan. Men jeg vil så nødig opfattes som helt hjælpeløs.
Hvad ser du mest frem til, når du sidder der om morgenen?
Det er så dejligt, når vores børn og børnebørn kommer forbi. Og vores yngste børnebørn siger sådan nogle finurlige ting, som: ”Min farmor har en sygdom, og den kan ikke fikses”. Og så sidder man der og trækker på smilebåndet. Det kan være ret befriende at grine lidt af situationen.
