Gå til hovedindhold

Hyggetur til Hjerl Hede - 9. december 2012

Julehyggetur til Hjerl Hede

Søndag den 9. december 2012 arrangerede Scleroseforeningens Lokalafdeling for Ikast-Brande Kommune en rigtig fin hyggetur til Hjerl Hede, og med en invitation til de omkringliggende lokalafdelinger åbnede de mulighed for, at 32 børn og voksne kunne opleve jule levendegørelsen i den historiske landsby.

Og det kan nok være, at alle tog for sig af de gode oplevelser. For børnene var det fantastisk at se, hvordan generationer før dem levede livet med helt andre hjælpemidler end dem, der er til rådighed i dag, og de synes det var sjovt at se en skolestue med gamle skoleborde, hvor eleverne havde helt andre redskaber end en ipad. De slugte i det hele taget oplevelserne med stor interesse, for det var da svært at forstå, at der kunne skabes så meget med de midler der var til rådighed for hundrede år siden. En tur i toget, der trækkes af et damplokomotiv var et hit, og en hestesko, som man selv havde set blive til, gjorde lykke.

Vejret kunne have været bedre, men da tæerne blev lidt kolde, gjorde det godt med nogle æbleskiver og lidt varmt at drikke, og så gik det ud i landsbyen igen. Og der var nok at se på – og smage. Købmandens slikkepinde kunne holde nogle timer, og der var den skønneste duft af jul i bageriet. Vi hørte ingen sige, at de ikke kunne lide lugten i bageriet, men de måtte alligevel forlade det igen for at give plads for andre.

Der blev afholdt en lille julegudstjeneste i Museumskirken, og den var meget højtidelig. Tidligere sognepræst i Ryde og Handbjerg sogne, H.P. Lausten-Thomsen, forrettede tjenesten med tre salmer, Juleevangeliet, Fadervor og velsignelse, og det var en meget gribende oplevelse at stå der i den gamle kirke, der kun var oplyst af levende lys. (Præsten sagde ja til fotografering med et smil).

Som afslutning på en begivenhedsrig eftermiddag satte et af børnene sig på julemandens knæ, og de fik sig en fortrolig snak om julen og alle dens glæder.

Og nu kan vi, sammen med vore allerbedste ønsker om en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår, bringe vore venner i Lokalafdelingen for Ikast-Brande en hilsen med en stor tak for det gode initiativ og håbe på et gensyn ved nye arrangementer i 2013.

På glædeligt gensyn

Familien Aagaard Kristensen, Holstebro, Skanderborg, Viborg og Fårvang

Stemningsbilleder fra Hjerl Hede (klik på billedet, så kommer flere billeder frem)