“Hvis du ikke kan finde ud af at sætte dig ind i en bil længere, så skal du til at gå til lægen”

At stå på scenen ved Zulu Comedy Galla tidligere på året og modtage prisen for ”Årets talent” er det største øjeblik i standupkomiker Oliver Stanescus karriere. Det er da også en hæder, som de fleste komikere i det danske vækstlag formentlig går og drømmer om, og for Oliver er prisen en vigtig bekræftelse af, at man godt kan lave sjov med sin kroniske sygdom.

”Det var virkelig stort, fordi prisen er kommet i forlængelse af det show, jeg er aktuel med nu, hvor jeg bruger mig selv og min situation som ung og kronisk syg som omdrejningspunkt. Det skal ikke bare være sjovt, det skal også røre nogen og have noget nerve, og det føler jeg, jeg er lykkedes med,” fortæller han.

Comedy lå ikke i kortene

At netop Oliver skulle ende med en pris for sit komiske talent, var ikke ligefrem noget, der lå i kortene, da han i starten af tyverne arbejdede som teamleder på et lager, og stadig gik og overvejede, hvad han egentlig skulle. I samme periode var hans krop begyndt at opføre sig lidt mærkeligt. Hvis han vendte hovedet for hurtigt, blev han svimmel, og han kunne pludselig vælte, så lang han var, uden varsel. Hans daværende kæreste undrede sig, men Oliver slog det hen.

”Jeg var nok lidt stereotypt mandeagtig og sagde til hende, at der ikke var noget galt, at jeg nok bare var lidt presset,” siger han og fortsætter.

”Det var indtil den dag, hvor jeg skulle stige ind i min kammerats bil og sætte mig på passagersædet. Det kunne jeg pludselig ikke finde ud af. Det der med at bukke mig samtidig med, at jeg gik ind, det ville mine krop ikke. Jeg endte med nærmest at hoppe ind i bilen. Det har set mærkeligt ud, for min kammerat sagde til mig, at hvis jeg ikke længere kunne finde ud af at sætte mig ind i en bil, så var det altså tid til at ringe til lægen”.

En uge senere fik Oliver beskeden. Det var sclerose, der var årsagen til hans svimmelhed og dårlige koordination.

En succesoplevelse på scenen

For Oliver tog det tid at acceptere, at han som en ung fyr på kun 22 år skulle bakse med en alvorlig kronisk sygdom. Han havde ondt af sig selv. Drak lidt mere alkohol end hvad godt var, når han var ude med vennerne, og havde svært ved at finde fodfæste i sin nye identitet som kronisk syg.

”Efter jeg havde haft det sådan i nogle år, foreslog min storebror mig at prøve standup. Jeg var et sted i mit liv, hvor jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle, og jeg havde aldrig overvejet at gå den vej, selvom jeg altid har syntes standup var mega fedt at se. Da han foreslog det, fik jeg alligevel lyst til at prøve det af, og jeg meldte mig til en open mic. Det gik helt vildt godt, og det var den første succesoplevelse, jeg havde haft i lang tid,” fortæller han.

 Mit budskab er, at vi lige så godt kan få lidt sjov ud af sygdommen, når vi alligevel ikke kan fjerne den. 

Fandt på undskyldninger for at tale om sclerose

I dag er Oliver aktuel med sit første onemanshow, som har titlen ”Kronisk sjov”. Et show, der tager udgangspunkt i hans eget liv med parforhold og kronisk sygdom. Men det har taget tilløb at stå frem som kroniker.

”Inden jeg begyndte at sige, at jeg selv havde sclerose på scenen, kunne jeg finde på at opdigte en historie om, hvorfor jeg var på hospitalet – f.eks. at jeg var faldet på en skiferie – så jeg kunne sige noget om sclerose. Jeg ville gerne tale om det, men jeg frygtede, at jeg ville komme til at ekskludere alle de publikummer, der ikke har sclerose inde på livet, og måske ikke ville synes mine jokes var sjove. Heldigvis havde jeg en kollega, Michael Schøt, der sagde til mig, at jeg bare skulle springe ud i det. Så det gjorde jeg, og det blev en slags terapi for mig samtidig med, at jeg fik lavet noget af det bedste standup, jeg har lavet”.

For Oliver er det vigtigt at holde bolden på egen banehalvdel, når han joker med sclerose. Han er ikke ude på at træde nogen over tæerne, og derfor giver det mening for ham at bruge sig selv og de tragikomiske situationer, han har befundet sig igennem tiden, når han laver jokes om sclerose.

”Jeg skulle på et tidspunkt have taget spinalvæske fra rygraden. Jeg ligger godt sammenkrøllet i fosterstilling, mens de tager den her prøve. Min storebror var med inde, mens det stod på, og da undersøgelsen var færdig, sagde han: ”du skal ikke tage det alt for ilde op, men du havde et kæmpe hul midt i dine underbukser”. Det er jo fedt, når man skal være indlagt fjorten dage efter det og skal sige hej til lægen og sygeplejersken hver dag,” griner han.

Og det er sådan han helst vil takle sygdommen. Ved at grine af den så meget som muligt.

”Selvom jeg godt kan synes, det lyder lidt storladent at sige, prøver jeg nok at bryde et tabu med mit show. Jeg har oplevet – både før og efter, jeg selv blev syg – at det hurtigt kan blive lidt for meget for den, der spørger, når der bliver talt om sygdom. Det er jo egentlig underligt, for det er ikke den person, der går hjem med sygdommen. Derfor vil jeg gerne gøre det nemmere at tale om ved at vise, at det også er noget, vi kan grine af sammen. Mit budskab er, at vi lige så godt kan få lidt sjov ud af sygdommen, når vi alligevel ikke kan fjerne den”.

Men hvad med fremtiden?

Selvom Oliver foretrækker at fokusere på det, man kan grine af, kan han ikke undgå at tænke på, hvordan fremtiden kommer til at se ud, og om han kan blive ved med at lave det, han elsker.

”Det er ikke så længe siden, jeg fik konstateret endnu en kronisk sygdom. Det er noget, der hedder trigeminusneuralgi, og da jeg fik det, kunne jeg næsten ikke snakke, fordi jeg havde så ondt. Der var en læge, der sagde til mig, at jeg nok skulle overveje en ny karrierevej. Der blev jeg sgu bange,” fortæller han.

Heldigvis fandt han ud af, ved at kontakte forskellige privathospitaler, at smerterne kunne lindres ved at sprøjte botox ind i nerven.

”Det har hjulpet, og det går meget bedre i dag. Der er flere med sclerose, der får trigeminusneuralgi, så det føltes lidt som en bivirkning til sygdommen, og det gør mig da lidt nervøs for, hvor det kan ende. Men jeg er samtidig indrettet sådan i hovedet, at man må deale med de kort, man har på hånden, og håndtere problemerne, hvis de kommer,” siger han.