Fornyet kørekort på grund af alder

Kørekort har udløbsdato alt afhængig af, hvornår du har fået kortet. Hold øje med, hvornår dit kørekort skal fornyes.

Inden udløb skal du henvende dig i Borgerservice i din kommune. I mange kommuner skal du bestille tid.

Du skal medbringe dit kørekort og et foto. I nogle kommuner tilbyder Borgerservice at tage foto på stedet – mod betaling. Pris på fornyelse og andre relevante oplysninger kan læses på Færdselsstyrelsens hjemmeside.

Kørekortet kan tidligst fornyes tre måneder før udløb.

Midlertidigt kørekort

Er du ude for sent, eller kan dit kørekort ikke nå at blive fornyet inden udløb, kan du søge om et midlertidigt kørekort i Borgerservice. Bemærk, at der er begrænsninger på, hvilke lande du kan benytte et midlertidigt kørekort i.

Hvis du glemmer at forny dit kørekort

Det er ulovligt at køre med et kørekort, der er udløbet. Stoppes du i en kontrol, kan du risikere en bøde eller få besked på at “gå” hjem.

Hvis der er gået mere end tre år efter udløb, skal du som udgangspunkt bestå både køreprøve og teoriprøve inden nyt kørekort.

Læs også herom på Færdselsstyrelsens hjemmeside

Særlige regler ved fornyelse af kørekort ved helbredsmæssige grunde

Mange med sclerose har kørekort udstedt på kortere åremål – typisk med fornyelse hvert 2. eller 5. år. I forbindelse med fornyelse skal du kontakte din læge for at få udfyldt en såkaldt kørekortattest. Lægen har attesten, men du kan også selv finde attesten her.

Attesten udfyldes hos lægen sammen med dig. Bed lægen om at være særlig opmærksom med udfyldelse af attesten. Jo flere relevante oplysninger, jo bedre. Det vil også være i orden at vedlægge journalnotater eller andet materiale fra din neurolog, som kan fortælle noget om dit sygdomsforløb og/eller nuværende tilstand. Det letter vurderingen og kan forebygge behov for yderligere oplysninger.

Lægen skal også tage stilling til, om det er i orden, at du kører bil, eller om det vil være relevant at rejse en sag om kørekort med henblik på krav om særlig indretning eller andet.

Lægeattesten skal afleveres på fysisk blanket i Borgerservice. Lægen lægger attesten i en kuvert med stempel. Lægeattesten må ikke være over 6 måneder gammel ved aflevering.

I henhold til bekendtgørelse om kørekort § 32 SKAL du have en kopi af attesten. Kørekortattest og andre lægelige oplysninger skal du selv betale for. Er du bevilget støtte til bil, har du mulighed for at få refunderet udgift til lægeattest. Bemærk, det er afdelingen i kommunen, der behandler ansøgning om støtte til bil og ikke Borgerservice, du skal kontakte i den forbindelse.

Sådan behandles din sag i Borgerservice

Borgerservice tjekker oplysninger i kørekortattesten. Hvis lægen har skrevet anmærkninger i attesten, sender Borgerservice sagen videre til Færdselsstyrelsen. Det er Færdselsstyrelsen, der træffer afgørelse om udstedelse og fornyelse af kørekort.

Er der ingen anmærkninger udsteder Borgerservice kørekortet.

Færdselsstyrelsen beslutter, om der er behov for vurdering af helbredsoplysningerne og sender ansøgningen videre til Styrelsen for Patientsikkerhed. Her vurderes helbredsoplysningerne, og nærmere besked bliver sendt tilbage til Færdselsstyrelsen.

Færdselsstyrelsen beslutter, om der er brug for yderligere oplysninger fra dig, og om du skal partshøres.

Herefter træffes endelig afgørelse, og du og Borgerservice får besked om afgørelse.

Kan kørekortet umiddelbart fornyes – eventuelt med anmærkninger – sørger Borgerservice for at kørekortet bliver sendt til dig

Er du ikke enig i afgørelsen, kan du klage indenfor 4 uger efter modtagelse af afgørelsen. Klagen sendes til den instans, som har truffet afgørelsen, sagen genvurderes og fastholdes afgørelsen sendes sagen til Trafikstyrelsen, der træffer den endelige afgørelse.

Er du i tvivl, om du kan køre bil?

Du har selv det største ansvar for, om du kan køre bil forsvarligt. Det fremgår af færdselslovens §54.

Din læge kan give dig kørselsforbud, hvis han/hun ved, at du befinder dig i en situation, hvor du ikke bør køre bil. Lægeligt kørselsforbud er en aftale mellem dig og din læge. Lægen noterer det i journalen.

Overholder du ikke et kørselsforbud, kan lægen orientere Politiet eller Færdselsstyrelsen. Ingen andre instanser kan inddrage et kørekort.

Hjælp til vurdering af køreegnethed

Vurdering af køreegnethed/særlig indretning kan fås hos HandicapBilistCentret. HandicapBilistCentret kan vejlede både private og kommuner.

Hvor kan jeg læse mere om fornyelse af kørekort?