Hvad er cannabis?

Cannabis bruges som massebetegnelse for de præparater, der fremstilles af hampplanter fra Cannabis-slægten. Der er forskellige varianter af planten, alt afhængig af hvor den gror, og hvordan den dyrkes.

Cannabis indeholder over 60 såkaldte cannabinoider. Cannabinoider er aktive kemikalier, der derfor påvirker receptorer i hjernen, når de indtages.

De to vigtigste og mest kendte er tetrahydrocannabinol (THC) og cannabidiol (CBD). THC er et såkaldt psykoaktivt stof, og har derfor sin euforiserende effekt, når man indtager det. CBD derimod er et ikke-psykoaktivt stof, som forsinker nedbrydelsen af THC i kroppen og modvirker THC’s ruseffekt. De forskellige varianter af cannabisplanten indeholder forskellige koncentrationer af de to stoffer. 

Fra d. 1. januar 2018 kunne patienter med en række diagnoser – heriblandt sclerose – modtage produkter bestående af ren cannabis til lindring af en række udvalgte symptomer, hvis de levede op til bestemte kriterier. Ordningen er forlænget frem til 31. januar 2025, hvor den skal behandles igen.

Hvordan kan man bruge cannabis medicinsk?

Der findes forskellige cannabisprodukter, der bruges som medicin. I forsøgsordningen kan man få recept på det rene cannabis, men der er også produkter, som kun indeholder enkelte af plantens stoffer – samt nogle produkter, der indeholder et kopi af nogle af stofferne fra cannabisplanten. 

Magistrelt fremstillet medicin med cannabis

Lægemidler, der tilberedes til den enkelte patient på et apotek. Lægemidlet indeholder såkaldt isolerede stoffer fra cannabisplanten. Det betyder, at det kun er nogle enkelte af cannabisplantens 60 aktive stoffer, som bruges i lægemidlet.

Syntetisk fremstillet medicin med cannabis

Lægemidler, der ikke indeholder nogle af cannabisplantens 60 aktive stoffer – men hvor man har kopieret et eller flere af de aktive stoffer fra planten og brugt den kopierede version i lægemidlet. Deraf navnet syntetisk fremstillet. Et eksempel på syntetisk fremstillet medicin med cannabis er Marinol, som indeholder syntetisk fremstillet THC.

Forsøgsordningens cannabismedicin

Det medicinske cannabis, der udskrives i forbindelse med forsøgsordningen, indeholder hele cannabisplanten – altså alle de 60 aktive og de mange hundrede ikke-aktive stoffer, som findes i cannabisplanten. I øjeblikket er der kun to produkter i forsøgsordningen. De hedder CannGros Bedrocan og CannGros Bediol – og er begge te-produkter, der kan drikkes eller fordampes.  

Lægemidlet Sativex, som er en mundhulespray, der indeholder THC og CBD fra cannabisplanten. Sativex kan udskrives som behandling mod spasmer af speciallæger i neurologi til patienter med multipel sclerose. Lægemidlerne Marinol og Nabilone indeholder syntetisk fremstillede cannabinoider. Disse lægemidler har ikke markedsføringsgodkendelse i Danmark, men læger kan anmode om en udleveringstilladelse hos Lægemiddelstyrelsen.

Det cannabis, der kræver en recept, er kontrolleret og nogle af produkterne er testet og godkendt som lægemiddel. Cannabisprodukter, som man køber på gaden eller på nettet, er derimod ikke underlagt nogen kontrol, og der er derfor ingen garanti for deres indhold og renhed.