Din rolle som områdeleder

Områdelederen er en vigtig brik i forhold til den overordnede strategi omkring Scleroseindsamlingen, nemlig at indsamlingen i langt højere grad skal ud og leve i vores lokalafdelinger, og at lokalafdelingerne får ejerskab og involverer sig endnu mere i indsamlingen.

Derfor er områdelederen en del af lokalafdelingens gruppe til indsamling og event. Som minimum er det 1 person, men rollen kan sagtens være et samarbejde mellem flere.

Områdelederne behøves ikke at være en valgt til bestyrelsen, men kan træde direkte ind i gruppen.

Personprofil for områdeleder

  • Du skal have lyst til at arbejde med organiseringen af Scleroseindsamlingen i dit lokalområde.
  • Du skal være god til at skabe et netværk for indsamlingslederne i det lokale område.
  • Du skal være god til at motivere og skabe gejst omkring indsamlingen.

Opgaver for områdelederen

  • Lokal leder af indsamlingen – bindeleddet mellem foreningen og lokalafdelingen.
  • Organisering af området – hvor skal der være indsamlingsleder for at området er dækket.
  • Rekruttering af indsamlingsleder.
  • Holde kontakt til indsamlingslederne, motivere og skabe et netværk omkring opgaven.
  • Skabe synlighed omkring indsamlingen lokalt.
  • Motivere til lokale rekrutteringstiltag – lokalafdelinger, indsamlingsleder og andre lokale aktører

Støtte og hjælp til områdelederne

Som områdeleder står du ikke alene med opgaven. For det første er du en del af den lokale indsamlings- og eventgruppe som du kan sparre med, ligesom den lokale bestyrelse også bakker op. Men der er også støtte og hjælp via konsulenterne i foreningens organisationsafdeling.

Eksempler på støtte/hjælp til opgaven:

  • Indsamlingssystem, der holder styr på området, hvor du som områdeleder kan registrere og følge indsamlingslederne.
  • Informationsmateriale – Facebook-opslag, forslag til pressemeddelelser etc.
  • Møder/kurser, hvor vi sammen udvikler opgaven.
  • Netværk med de andre områdeledere.
  • Konsulentstøtte fra foreningen.

Områdelederens top 5 opgaver

1. Find indsamlingsledere så alle indsamlingssteder i dit område er dækket

Først skal du have sammensat dit indsamlingsteam. Start med at spørge dine indsamlingsledere fra sidste år, om de vil være med igen. Er der dele af dit område, hvor du mangler indsamlingsledere, skal du finde nye hertil.

Det kan også være du skal kigge på den geografiske inddeling af dit område. Du har mulighed for at ændre på indsamlingsledernes områder, så de giver bedst mening, f.eks. i forhold til transport eller lokale tilhørsforhold.

2. Skab samhørighed og lokalt ejerskab omkring indsamlingen i dit indsamlingsteam

I teamet er jeres fornemmeste opgaver, at I bakker hinanden op, og at I bruger de forskellige ressourcer og kompetencer, I hver især kommer med.

Det kan være en god idé, at du inviterer alle dine indsamlingsledere til at mødes fysisk – i hvert fald én gang. Du kan sagtens følge det op med online-møder eller fortsat vælge at mødes fysisk – det er op til dig.

Sæt et fælles mål for jeres lokale indsamling: Hvor mange indsamlere drømmer I om at få? Hvad skal I sætte i gang af initiativer for at nå det mål?

3. Find ud af hvilke af dine indsamlingsledere, der gerne vil kontakte deres indsamlere fra sidste indsamling

Dine indsamlingsledere har mulighed for selv at kontakte sidste års indsamlere. Når det er en indsamlingsleder, der finder og tilmelder en indsamler, så er der meget stor loyalitet blandt indsamlerne og meget lille frafald.

Derfor er det en stor fordel, hvis dine indsamlingsledere selv kontakter deres indsamlere, fordi det gør indsamlingen mere personlig og vedkommende for den enkelte indsamler.

Hvis det ikke er noget for en eller flere af dine indsamlingsledere, så er det også i orden. Det er vigtigt, at det er lysten, der driver værket.

Du kan læse mere om opgaven her, så du kan klæde dine indsamlingsledere godt på til opgaven.

Send en mail til indsamling@scleroseforeningen.dk senest den 10. maj, hvor du skriver hvilke af dine indsamlingsledere, der selv vil kontakte deres indsamlere fra sidste indsamling, så åbner vi for adgangen for dem.

4. Sørg for at dine indsamlingsledere finder et indsamlingssted og får det skrevet ind på deres indsamlingsside

For mange indsamlere har det stor betydning, at de efter deres tilmelding kan se adressen på, hvor de skal aflevere deres bøtte. Derfor er det vigtigt, at vi får denne information på plads i løbet af maj, fordi vi går i fuld gang med at hverve indsamlere.

Vi bruger også adresseoplysningerne på indsamlingsstedet i det brev indsamlerne modtager sammen med deres bøtte, så vi gør det nemt for dem at vide, hvor de skal aflevere bøtten på indsamlingsdagen.

5. Motivér dine indsamlingsledere til at sende en lille hilsen til deres indsamlere

En indsamlingsleders fornemmeste opgave er at tage godt imod de indsamlere, der tilmelder sig. Det gælder på indsamlingsdagen, og i mindst lige så høj grad i tiden frem til indsamlingen.

Alle indsamlere modtager en kvitteringsmail, når de tilmeldes. Der er dog ingen tvivl om, at hvis de får en lille hilsen fra deres indsamlingsleder samme dag eller et par dage efter deres tilmelding, så vil det gøre langt større indtryk på dem. Sådan en lille hilsen skaber en forventning om, hvem man skal møde, og det bliver meget mere personligt. Vi tror også på, det vil betyde at flere indsamlere vil møde op på dagen.

Indsamlingsledere kan finde inspiration til tekster her.


Kalender 2024

Du kan downloade kalenderen som PDF her

Vigtige deadlines

30. april

Alle indsamlingsledere skal være rekrutteret og tilmeldt.

1. maj

Telefundraising begynder at hverve indsamlere blandt medlemmer og bidragsydere.

10. maj

Sidste dag hvor indsamlingslederne selv kan kontakte sidste års indsamlere.

1. juni

Indsamlingslederne skal have fundet et indsamlingssted og registreret det på indsamlingsledersiden

Indsamlingslederne har deadline for rekruttering af tidligere indsamlere.

2. september

Sidste dag for tilmelding som indsamler via www.sammenmodsclerose.dk

Udsendelser

8.-10. august

Indsamlingslederne modtager en pakke md deres materialer.

18.-20. august

Første levering af bøtter til indsamlerne.

25.-27. august

Anden levering af bøtter til indsamlerne.

1.-3. september

Tredje levering af bøtter til indsamlerne.

5. september

Sidste levering af bøtter til indsamlerene.

Efter 5. september er det indsamlingslederne, der uddeler bøtter til d. indsamlere, der er tilmeldt efter 2. september.

Vil du vide mere om rollen som indsamlingsleder?

Vi har samlet al information til indsamlingslederne – herunder indsamlingslederens rolle, spørgsmål og svar på typiske spørgsmål og relevante materialer.

Læs mere