Tusindvis af indsamlere gik søndag den 11. september fra dør til dør i hele landet for at samle penge for en verden uden sclerose.

Det er fjerde år, at Scleroseforeningen gennemfører en landsdækkende indsamling, og selv om indsamlingen i år foregik i en tid præget af krig, inflation og økonomiske udfordringer for store dele af befolkningen, blev de frivillige mødt af stor opbakning og støtte i hele landet.

”Vi ved jo, at rigtig mange oplever økonomiske udfordringer og har meget mindre at gøre godt med, og det er simpelthen så rørende og livsbekræftende, at så mange alligevel har prioriteret at støtte op om kampen mod sclerose,” siger direktør Klaus Høm om årets indsamlingsresultat, der er kun er knap 200.000 kr. mindre end den foreløbige indsamlingsrekord, som blev sat sidste år:

”Jeg har ikke ord for vores taknemmelighed over den solidaritet, som mennesker med sclerose er blevet mødt med af befolkningen i dag, og det samme gælder vores taknemmelighed over for de tusindvis af frivillige, der har brugt deres søndag på at samle ind. Uden dem ville det jo slet ikke kunne lade sig gøre at samle ind,” tilføjer Klaus Høm, der traditionen tro samlede ind i Valby sammen med sin familie.

Danmark hårdt ramt

17.747 danskere er ramt af sclerose, og Danmark har i dag verdens fjerde højeste forekomst af sclerose per indbygger. Årsagen til sygdommen er ukendt, og formålet med Scleroseforeningens indsamling var at samle penge ind til mere forskning i sygdommen.

”Vi ved ikke, hvorfor nogle får sclerose. Vi ved ikke, hvorfor sygdommen rammer kvinder især, eller hvorfor Danmark er så hårdt ramt i forhold til andre lande. Det kan kun forskning give os svarene på, og derfor er det netop mere forskning i sygdommen og støtte til de alt for mange danskere, der rammes af sygdommen, som vi samlede ind til,” siger Klaus Høm.

Tæt på sidste års indsamlingsrekord

I hele landet blev der indsamlet 5,6 millioner kroner mod 5,8 millioner kroner sidste år, hvor der blev sat indsamlingsrekord. Overskuddet fra landsindsamlingen går til danske forskningsprojekter, der skal bidrage med ny viden om årsagerne til sclerose og bane vejen for bedre behandlingsformer for de mennesker, som lever med sygdommen, samt til støtte i form af socialrådgivning og psykologhjælp til det voksende antal danske sclerosepatienter.