Gå til hovedindhold

Ribe Handelsstandsforening støtter med 35.950 kroner

Handelsstand giver 35.950 kroner

STØTTE: Ribes handel har overrakt de første penge til scleroseforeningen.

Af Bo Maimburg

bom@ugeavisen.dk

RIBE: Ribe Handelsstandsforening har lige overrakt 35.950 kroner til Scleroseforeningen, som et overskud af deres aktivitet, Handel med Holdning. 

Det er første bidrag, for der er flere penge på vej, idet de præmier der endnu ikke er vundet vil blive solgt ved en auktion.

Og formanden for Scleroseforeningen er glad for indsatsen.

– Vi er utrolig glade for den indsats Ribes butikker har ydet for at støtte os. Det er til meget stor hjælp, og vi skal lave rigtig mange arrangementer, før vi kan samle så mange penge ind. Initiativet er forbilledligt, og der er jo andre der har gjort et stort stykke arbejde for os. Det er et helt fantastisk koncept som Ribe Handelsstandsforening har skabt og udviklet, siger Steen Hansen der er formand for Scleroseforeningen i kommunen.

Andre skal lære af Ribe

– Vi har allerede haft kontakt til scleroseforeningens hovedkontor, så de kan høre hvor godt konceptet har været, og vi håber at andre byer kan lære af Ribe, siger han.

Og handelsstanden glæder sig også.

– Vi har mødt en fantastisk opbakning hos vores butikker, og uden deres indsats og donationer var det aldrig lykkes, at skaffe så mange penge. Vi har lært at vi kan noget, når vi står sammen i Ribe Handelsstandsforening, siger foreningens kasserer, Keld Vestergaard