Støt os i kampen
for et bedre liv

I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
I kampen mod sclerose, udgør offentlig støtte kun 4% af vores indtægter. Din donation er afgørende!
DKK
Støt os

Diagnose

Der findes ikke en enkelt undersøgelse, der med 100 procents sikkerhed kan be- eller afkræfte, om en person har sclerose, men lægerne er i de senere år blevet langt bedre til at stille sikre diagnoser på et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet

Der er en række tests og undersøgelser, som neurologerne bruger for at kunne stille en sikker sclerose-diagnose. Nogle gange er det indlysende for neurologerne, at det er sclerose der er tale om, men frustrende nok er det ikke unormalt, at der kan gå op til flere måneder - i værste fald længere tid -, før de er sikre.  

Neurologisk undersøgelse

Har man haft to eller flere attakker med mere end én måneds mellemrum, og neurologen ved sin undersøgelse kan finde tegn på mindst to forskellige områder af centralnervesystemet, der er beskadiget, og andre sygdomsårsager kan udelukkes, er der tale om sclerose.
At neurologen efter den første undersøgelse ikke altid fortæller om sin mistanke til MS, kan skyldes, at der kan være andre mulige forklaringer på symptomerne, og at der skal foretages flere undersøgelser, inden diagnosen er klar.

Sygdomshistorie og nervefejl

Neurologen udfører forskellige tests for at finde fejlfunktioner i nervebanerne. Nogle af de mest almindelige neurologiske tegn på sclerose er ændringer i øjenbevægelserne, svækket koordination af arme og ben, styrkesvigt, balancesvigt, reduceret følsomhed, ændret taleevne og ændring i reflekserne. Neurologen vil også spørge grundigt ind til tidligere symptomer og problemer for at kortægge sygdomshistorien. Fordi sygdommen er så individuel og kan hvile i mange år, kan man som patient meget vel have haft symptomer langt tilbage i tiden, som den gang blev slået hen som noget andet. 

Måling af nervesignaler

Når der efter et sygdomsangreb opstår ardannelser i hjernen, vil ledningen af signaler i nervefibrene gå langsommere. Det kan man undersøge ved måling af hastigheden i nervebanerne. Det gøres ved, at man placerer små elektroder på hovedet af patienten og derigennem opfanger hjernebølger. Normalt vil hjernens reaktion på målingerne kunne ses med det samme, men hvis der er ardannelser i centralnervesystemet, kan der opstå forsinkelser. Måling af nervsignaler kaldes også evokerede potentialer (Evoked potentials på engelsk).
Måling af nervesignaler kræver ingen fysiske indgreb, det er ikke smertefuldt og kræver ikke indlæggelse på sygehus. Det er dog langt fra alle med sclerose, der har forandringer, der kan påvises ved denne type undersøgelser.

Magnetisk resonans scanning (MR-scanning)

MR-scanneren kan lave meget detaljerede billeder af hjernen og rygmarven. Forskellige typer af scanninger afspejler forskellige egenskaber i hjernen og rygmarven. Billederne kan vise områder med beskadigelser på nervetrådene i form af læsioner eller plaks. Læsionerne har ved sclerose ofte en bestemt form og beliggenhed, men ikke alle plaks kan ses på MR-scanninger, og andre sygdomme kan give forandringer, der ligner forandringerne ved sclerose.
Der er derfor en del tilfælde, hvor lægen ikke med sikkerhed kan sige, om en forandring på en scanning er tegn på sclerose. Det er særlig et problem hos ældre. Alligevel er MR-scanningen den vigtigste metode i dag, når man skal bekræfte sclerose-diagnosen, og påvisning af sygdomsaktivitet på MR-scanning kan i mange tilfælde bruges til at stille en tidlig diagnose. 

Undersøgelse af rygmarvsvæsken

En undersøgelse af rygmarvsvæsken kaldes også en lumbalpunktur. Den foretages for, at man kan undersøge den væske, der omgiver hjernen og rygmarven (spinalvæsken). Ved sclerose vil der ofte - dog ikke altid - være karakteristiske antistoffer i spinalvæsken. Antistofferne, der kaldes oligoklonale bånd er tegn på, at der er betændelse i hjerne og rygmarv. En undersøgelse af rygmarvsvæsken er særlig vigtig, hvis der kun er relativt beskedne forandringer på MR-scanninger, fordi det kan være vanskeligt at skelne skleroseforandringer og aldersforandringer fra hinanden.

Ufarlig prøve

Prøven tages ved, at patienten ligger med krum ryg og får stukket en nål fem-ti centimeter ind mellem to af de nederste lænderyghvirvler. Gennem kanylen tappes fem-ti milliliter rygmarvsvæske. Da huden på ryggen er relativt ufølsom, er en rygmarvsvæskeprøve normalt kun forbundet med lidt ubehag i form af et stik i ryggen. Patienter har fortalt, at de ikke synes, det er værre end at få taget en blodprøve. Man kan dog være uheldig at udvikle hovedpine i nogle dage efter undersøgelsen, men alvorlige komplikationer til undersøgelsen er ekstremt sjældne.

 

 

Senest opdateret: d. 9 juli 2015