Gå til hovedindhold

Banaliteter med et beat - kapitel 6

Blog post by


København, 2018

Bag den blå pyramide, pulserende og glødende i mørket, fandt de lykken og lyset. Og i kvindens mave voksede et barn.

I landet under himlen, hvor ingen drømme nogensinde slutter, og pukkelhvalerne danser flyvende-flydende ballet på himmelhvælvet. Graciøse svinger de sig i bløde kurver og piruetter over og under, ind og ud mellem skyerne. Gennem himlens champagnepudder. De synger deres sang.
Nede på jorden under himlen på den vidtstrakte, uendelige horisont kører mennesker i rutefart, frem og tilbage, til det næste sted, til der hvor intet heller står stille, i række på række af kupeer i skinnende aluminium og krom, der slanger sig gennem industriskabet, tilbage og frem og videre i evig repetition. Togene stopper aldrig, de er den andens verdens puls. Ka-tjånk-ka-tjånk-ka-tjånk. Rundt og rundt, dag nat dag nat, igen igen igen. Det er lyden af den verden, der nu føles som en dystopi om verden filtreret gennem stress og paranoia, hvor liv er uro, det er hverdagens temporale tryk, hvor tiden altid har det sidste ord. Hvor dommedagsuret tikker ubønhørligt fremad. Hvor monstrene altid gemmer sig i det fugtigt-mørke rum under kældertrappen. Menneskene i de små glødepærevarme ruder i metalskrogenes sider farer forbi. På jagt efter tiden. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Igen. Igen. Igen. Altid på gennemrejse og videre mod den næste deadline. Det er nu nu NU. Desperat-stressede uden nogensinde at nå deres mål.

I den boble, som manden og kvinden bebor, er der ro og ingen tid. Manden og kvinden bor her, de har fundet et helle i en verden, hvor man ikke kan finde fred, som ikke kan finde fred.

Langt væk kæmper mennesker for at eksistere. Familier splintres til atomer, og nogle går til grunde. De flygter og kæmper og kæmper igen mod fremmede fjender, menneske-monstre, som ikke fatter, at uanset hvem du er, så er du aldrig kun én ting. Tæt på kæmper mennesker for at finde fred i sig selv, og inden i kæmper de en kamp, som tabes, nogle kæmper mod deres egne kroppe. De gør vold på sig selv, ude af kontrol, og nogle bliver sindssyge, andre overlever. Lige nu overlever manden og kvinden.

For livmoderen synes at transcendere kroppens klaustrofobi og omslutter nu dem alle tre. Livets moder er aldrig fraværende, men altid langt væk, som en nådig gudinde, på en gang en fremmed gevækst og en gammel bekendt.

Abstrakt og konkret, men nådig.
Livets moder er en oase, en fæstning af lyserøde skyer og drømmestøv, der holder verden ude og på afstand. I hendes varme favn dør ingen, i verden dør folk, her er de kun i live og i limbo.

Manden er ikke syg, men kronisk terminal. De lever livet uden tid og uden byrder, og de trækker det tunge liv efter sig. De er lykkelige, selvom den ulykkelige verden har forbudt det. Fremtiden føles som et for længst udvisket minde. Fortiden som en endnu fjernere drøm. Det eneste, der er, er nu. For evigt. Indtil dagen gryer.

Indtil pukkelhvalerne husker tiden og synger deres rekviem. 
Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.