Gå til hovedindhold

Banaliteter med et beat – kapitel 5

Blog post by

Jeg er et kropsløst, kønsløst, driftsløst og tidløst, ukurant og uidentificeret flyvende objekt. Jeg har taget ophold i manden. For en tid. På min rejse gennem evigheden. Gennem det evige kosmos. Jeg har set verdener, menneskene aldrig vil kunne begribe, jeg har set stjerneflåder bryde i brand ud for Orions skulder. Jeg er evig og vil aldrig forsvinde. Jeg er ingen. Jeg er alt. I manden, som lige om lidt vil dø, selv om han lige nu føler sig udødelig, er jeg i transit. Jeg observerer manden, hvordan der inde i det, han kalder sin krop – for mig er det et fængsel – udspiller sig et drama, en storstilet magtkamp, som på forhånd er tabt.

Manden er dømt til at måtte afgive kontrollen til en anden. Til en indre besættelsesmagt. Men manden er også, som alle andre dødelige, dømt til at gå under. Så egentlig er det hele lige meget, hans eksistens nærmer sig ikke engang promillestørrelse i det store, kosmiske regnskab. Alligevel bliver han ved, alligevel kæmper han, alligevel kaster han sig igen og igen ud i en kamp for det liv, som stopper. Igen og igen skraber han penge sammen til endnu en livsforlængende operation for at udskyde det uundgåelige.

Og han har allerede ofret for meget. Han har ofret kvinden. Kærligheden. Alt hvad der er smukt. Nu flimrer minderne i varmedisen, som et fatamorgana over asfalten, i byen på grænsen, Tanger, hvor kontinentalpladerne skurrer aggressivt mod hinanden. Den arabiske plade og den eurasiske læner sig faretruende op ad hinanden. Det er ikke første gang. Hænder griber ud og kradser i den blanke overfalde. Man hyler af frygt og desperation, man står imod med fortidens og nutidens frygt og mareridt. Gennem det midterste hav, hvor mennesker forsvinder. For menneskene føles det som en grundfæstet konflikt, en uendelig historie. Hvor enhver kæmper for sit. Men også den vil gå ind i sit sidste akt. Og gløden vil langsomt slukkes. Forsvinde. Som tårer i regnen.

Havde jeg haft tårekanaler, havde huden på mine kinder været gennemvædet af salte tårer. Sorgfulde tårer, lykkelige tårer. Fordi det er smukt, fordi det er grusomt. Men jeg har hverken tårekanaler, hud eller kinder. Jeg er ren bevidsthed, om tiden og verden. Jeg er evig og vil aldrig forsvinde. Det evige er min metier. Min forbandelse. Min velsignelse.

Vi er det perfekte match, manden og jeg. For manden er optaget af det evige, for han er ikke evig. Jeg er optaget af det, der slutter. For jeg slutter ikke. Det forgængelige fascinerer mig, undergangens romantik. Kun mennesket har kunnet tænke skønhed og melankoli frem. For bevidstheden om deres undergang ligger indlejret i dem. Kærlighed, skønhed, med udsigt til undergang.

Og de kan intet stille op. Og de ved det.
Eller også bliver de bare ved med at lyve for sig selv.

Manden, som jeg midlertidigt bor i, og jeg har fundet en fælles begejstring for en slags evig mand. Et eklektisk menneske, altid på rejse i sin egen person, i sin egen krop, en slange, en mor, en far, han er eller var, for han er ikke mere, en space invader, en rock-tæve på jagt efter alle. Jeg så – narcissistisk, indrømmet – en flig af mig selv. Manden er nostalgisk fascineret. Og han holder stædigt fast i mindet om den evigt fremmed på Jorden. Han holder fast i mennesket, der faldt ned på jorden. Men han griber ud efter skygger i et lufttomt rum. For også David Bowie er for længst forsvundet, og det samme vil mindet om ham. Forsvinde. Alt og alle forgår. Jeg vil for evigt være ensom på Jorden.

Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.