Gå til hovedindhold

Fantastiske fysioterapeuter

Blog post by
Jeg kan godt lide fysioterapeuter. Sådan generelt. Det er lidt en slags omvendt fordom, det ved jeg godt, men jeg synes altså bare, de er topfede! Da jeg blev syg mødte jeg en del læger, og det var ikke noget særlig sjovt bekendtskab. Jeg syntes de var servile, afmålte og opførte sig som regel, som om der var noget de vidste, som jeg ikke vidste – eller burde vide. De gjorde mig bange, for det virkede som om, at inde bag deres venlige og overbærende informationstaler gemte sig en grum sandhed, som var for grim til at tale om. Det hjalp heller ikke at jeg selv var en bangebuks og en struds, der ikke turde spørge om noget som helst og ikke ville vide noget, medmindre det var good news. Men min fornemmelse var helt klart, at hvis jeg spurgte, ville jeg ikke blive gladere eller bedre tilpas af at høre svarene.  Det lå ligesom i luften, at der ikke var noget, der kunne blive bedre. I værste fald kunne det blive meget værre og i bedste fald – ikke så slemt.
    Når jeg gik til kontrol de første år og havde parkeret bilen, trak jeg vejret dybt og udførte en slags halte-kapgang ind på hospitalet med blikket stift rettet mod fliserne foran mig. Når jeg blev spurgt derinde på lægens kontor, hvordan jeg havde det, svarede jeg bare:  "Fint – jeg har det fint!"    For hvis jeg fortalte dem om mit slunkne ben og min visne hånd, var jeg bange for deres triste "Ja, det er jo den vej det går"-ansigter. Det kunne jeg ikke bære. Og hvis jeg sagde, jeg havde det fint, kunne de ikke ramme mig med deres nedturssnak.    Så jeg spillede glad og haltede så hurtigt mine små stive ben kunne bære mig ud til bilen og tudede hele vejen hjem. En dag da jeg på et kontrolbesøg, var jeg i et nyt modigt lune. Jeg havde besluttet mig for at være mere konfronterende og nysgerrig omkring min sygdom. Død over strudsen! Så jeg spurgte den vikarierende neurolog:    "Den medicin jeg tager – er det stadig den rigtige for mig?"    Og hun svarede med spørgsmålet:    "Du kan da godt få noget andet, vil du det?"    " ..."    "Vil du det?" spurgte hun igen.    "Nåe, næe ... Det var bare en tanke. Det må du vide bedst. Du er jo lægen."   Hun kiggede videre i papirerne og afsluttede bare samtalen med:    "Nå, men det kan du i hvert fald, hvis du vil. Var der andet du ville spørge om?” sagde hun og kiggede op på mig et øjeblik. Nej tak!    Min nye friske stil døde i forsøget, og strudsen havde det bedre end nogensinde med hovedet helt nede i busken.    Der står ikke idiot på ryggen af mig, og jeg ved godt, at lægerne hverken kan love noget eller udføre mirakler, men jeg er glad for, jeg ikke er læge! Jeg er glad for, det ikke er mig, der ikke kan sige noget som helst opløftende. Læger må jo ikke gætte. De skal forholde sig til facts og videnskab, og det kan de jo ikke gøre for. Stakkels læger! Så en dag var der en, der fortalte mig om en fysioterapeut. Og lille, dumme mig havde ikke lige tænkt den tanke – og det havde de åbenbart heller ikke på hospitalet, for ingen dér havde foreslået mig fysioterapi eller træning.    Og så skete der noget!    Pludselig handlede det ikke om, hvad jeg var dårlig til, men hvad jeg kunne blive bedre til! Her var der ingen, der så medlidende på mig, det var bare om at komme i gang. Men på min måde. Her var øvelserne tilpasset mig, så jeg kunne føle mig god i stedet for elendig.    "Hvis du træner, forbedrer du din gangdistance," sagde fysioterapeuten den første dag.    Forbedrer? Et ord jeg næsten havde glemt betydningen af.    "Har du det bedst med ros, eller skal man helst være efter dig?" blev jeg spurgt en af de første gange.    Ros, for pokker. Ros! Og det fik jeg!    "Uha, se lige alle de muskler!" når jeg løftede en vægtstang, der var lige over myggevægt.    "Hey, sikke en balance, du har!" når jeg kunne lukke øjnene 5 sekunder uden at vælte.    "Det går da fint!" når jeg kunne bøje den stive fod, så det var lige akkurat synligt. Og i dag, 10 år senere, klør jeg stadig på.    Fysioterapeuterne blev min redning. Det lyder måske lidt ophøjet, men det er ikke desto mindre sandt!    Jeg lever og ånder stadig for den ros og opmuntring, jeg får hos fysioterapeuterne, som også er der, jeg træner. På gode dage synes jeg, jeg er uovervindelig og på dårlige dage er der altid et eller andet, jeg lykkes med, og i hvert fald har jeg gjort noget nyttigt og fortjent min træthed.    Tonen mellem "patienter" og fysioterapeuter er venskabelig – her er ikke noget læge/patientforhold. Her er vi bare mennesker alle sammen.    Jeg bliver altid mødt som den, jeg er, og det jeg kan. Jeg kan bedst med ros – så det får jeg. Nogle kan bedst med pisken over nakken – så det får de. Andre igen vil helst være lidt usynlige og bare være i fred, mens vi er nogle der ikke kan få nok af platte kommentarer og dårlige vittigheder. Og sådan jonglerer de dygtige fysioterapeuter rundt med en utrolig stor, faglig viden om muskler, men sørme også en menneskelig indsigt og finfølelse som lægerne måske godt kunne lære noget af?    Jeg kører gerne den lange vej de tre gange om ugen – også på dårlige dage – for når jeg kører hjem, har jeg det altid bedre, end da jeg kom. Nu er det jo bare min oplevelse. Det er sådan, jeg godt kan lide at blive mødt i min sygdom. Og om Nørrebro Fysioterapi adskiller sig meget fra andre fysioterapier, ved jeg heller ikke. Jeg ved bare, at jeg trives der og ikke ti vilde heste kan holde mig væk. Her er vi alle sammen bare mennesker. Om vi halter, bruger kørestol, går med tørklæde, turban eller spiller basket på eliteniveau. Det er min bedste medicin, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at hylde og sige af hjertet tak til alle jer fysioterapeuter for at vise os med kroniske sygdomme, at der selvfølgelig er ting, vi kan blive bedre til. Man skal bare lige finde ud af, hvad det er. Det er positiv energi og selvhelbredelse, så det basker!    I dag har jeg desuden fået en dygtig læge på hospitalet, som rent faktisk ser på mig og genkender mig, når jeg kommer. Og det er faktisk meget rart, selvom jeg hverken får ros eller bliver bedre til noget dér. Og så skal det da lige siges, at da jeg startede min træning, kunne jeg ikke hoppe. Det var en fysisk umulighed for min krop at slippe jorden. Det kan jeg nu. Ikke meget og ikke langt – men jeg hopper!
Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.