Juletræsmanden

Et par dage før jul var min 20-årige søn, William og jeg på julemarked for at købe årets juletræ. Vi finder lynhurtigt det flotteste træ på pladsen – synes vi selv – og slæber det hen til juletræsmanden for at betale.
 
    "Vi har fundet det allerpæneste, " proklamerer jeg. Måske for krampagtigt for at holde fast i en eller anden form for julestemning på trods af mudder, støvregn og 10 graders varme.
    "Nej, det står ved siden af," svarer juletræsmanden.
    Jeg kigger mig forvirret til begge sider. Er der virkelig et, der er flottere end vores?
    En anden markedsgæst blander sig i samtalen. Det er en mand på min alder, der sidder på en træstub bagved os.
    "Det er vist dig han mener," siger han drevent. Flirtende?
    "Hm, det vælger jeg at tage som en kompliment – selvom det ikke er hver dag jeg bliver sammenlignet med et juletræ," siger jeg smilende. Fast besluttet på at opfatte det sådan, da det ikke er hver og hver anden dag jeg bliver komplimenteret – og da slet ikke som juletræ!
 
Stærkt opløftet af den snigende julestemning og den kække ordveksling, slæber William og jeg af sted med juletræet.
 
"Du halter?" 
    Det er manden på træstubben. Det lyder nærmest omsorgsfuldt, og jeg stopper lidt op.
    "Ja. Det gør jeg."
    Jeg overvejer et splitsekund bare at gå videre, men beslutter – måske på grund af blidheden i hans tonefald – at forklare, så jeg vender mig om og siger smilende:
    "Jeg har sclerose."
    "Nåe." Det let flirtende blik, jeg bildte mig ind han havde, forsvinder som slud i tøvejr. Hans øjne bliver til små sprækker, og jeg kan se alle hans røde lamper blinker. Han lukker sig om sig selv, og der er ikke mere, der skal siges.
 
William og jeg bærer træet over og bakser det ind i bilen. William siger selv:
    "Ej, hvor var det mærkeligt. Hvor var han streng!"
    Jeg forstår godt hans fornemmelse – jeg har prøvet det så mange gange, men manden har jo – trods alt – ikke gjort noget.
    "Han ved jo bare ikke, hvad han skal sige," udglatter jeg, hvilket jo også er sandheden, men klokkeklangen og englelyden ringler ikke så meget mere for vores ører.
 
Vi går tilbage på pladsen, for William er en hund efter æbleskiver, så det skal han have. Vi sætter os ved et langbord ved bålet for at spise dem og snart efter sætter manden fra træstubben sig sammen med sin datter. Måske er det mig, men der er 10 km imellem os og ingen "God jul!" da vi rejser os og heller ingen ansats til det.
 
Ja, jeg har prøvet det så mange gange. Men jeg bliver alligevel overrasket hver eneste gang.
Det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå det, for det kan jeg godt. Hvad siger man når nogen siger: 
    "Jeg har sclerose"
Jeg ville selv være  i tvivl.
    "Nå, for søren!", "Sikke noget!" eller "Føj, for den da!"
    Skal man indlede en samtale omkring det? Være interesseret og spørge ind? Eller skal man som manden på julemarkedet trække sig tilbage i sneglehuset for at undgå at træde forkert? 
 
Det er alt sammen fint med mig. Jeg forstår og genkender efterhånden de forskellige reaktionsmønstre. Og selvom jeg stadig bliver usikker og overrasket, klarer jeg det sagtens. Jeg har haft sclerose i 15 år og har oplevet værre ting end en lille sidebemærkning. 
    Men måske et lille smil ville være rart. Midt i det lidt akavede. Bare så jeg ikke føler mig helt spedalsk eller som en elefantmandslook-alike.  Og det gælder begge veje, for jeg skal også huske det, så jeg ikke bliver sådan en forbitret madam, der kradser og hvæser af  enhver velmenende bemærkning. 
    Så ingen har jo gjort noget forkert. Ingen har forsøgt at træde nogen over tæerne – tværtimod. Og jeg smitter jo heldigvis ikke …
 
Nicolas (ons, 06/01/2016 - 18:20)

Godt skrevet!!

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy