Handicappede får ikke den hjælp, de har krav på – som tredje socialminister i træk beklager Manu Sareen uden at handle

”Der er behov for at genskabe tilliden til systemet”, mener socialminister Manu Sareen (R) i Altinget den 6. maj. Dermed indskriver han sig som den siddende regerings tredje socialminister, der kun vil beklage, men intet gøre for de handicappedes dalende retssikkerhed. Nu må det stoppe. Der er efterhånden brug for handling. Det er mere end uværdigt, at ministeren og kommunerne lader samfundets svageste gruppe, de handicappede, betale for krisen – endda imod lovens ord.

En rundspørge viser, at 19 ud af 22 handicaporganisationerne oplever, at de handicappede ikke får den hjælp fra kommunerne, som de ifølge loven har ret til. Og 95 procent af handicaporganisationerne oplever en stigning i henvendelser fra medlemmerne og i rådgivningen. 

Scleroseforeningen har også bidraget til denne rundspørge, og vores tal er ikke baseret på, hvad medlemmerne oplever. Vi registrerer alle de henvendelser om sager, som vi er nødt til at gå ind i. Så fra vores side er der tale om fakta. Eksempelvis viser vores tal, at næste ingen kommuner overholder Retssikkerhedslovens §5, der tilsiger, at der skal være en koordinering af tilbuddene til den handicappede. En koordinering, der er helt essentiel, for at hjælpen ikke bliver tilfældig, men udgør en samlet pakke, der faktisk kan få den handicappedes liv til at fungere. 

Andre tal viser den samme tendens: De handicappede får i mindre og mindre grad de ydelser fra kommunerne, de har krav på. Det gælder økonomisk, det gælder hjælpemidler, og det gælder daglig hjælp. Besparelserne på de handicappede er en kynisk måde at lade de svageste betale for krisen i kommunerne – og Manu Sareen er den tredje minister, der intet konkret vil gøre ved det. 

Diskussionen om retssikkerhed er ikke ny. Den ændrer blot karakter, fordi problemet bliver værre. Så længe tilbage jeg kan huske, har overholdelse af retssikkerhedsloven været til debat. For 10 år siden, i 2004, kom den første undersøgelse bestilt af Socialministeriet. Dengang var den gal – siden er det blevet værre. Det ser bare ud til, at ingen rigtigt synes, man skal gøre noget. I 2012 var den senest oppe at vende – daværende socialminister Karen Hækkerup beklagede med disse ord til kommunerne: ” Lov er lov og lov skal holdes”. Og efterfølgeren Annette Wilhelmsen beklagede på samme vis som nuværende socialminister situationen – med de samme embedsmænd i ryggen. 

Det reelle problem er, at ingen socialminister vil træde i karakter og handle overfor kommunerne. Hvis du parkerer ulovligt får du en bøde, men hvad er konsekvensen, når kommunerne forholder en svag handicappet borger den hjælp, som vedkommende behøver for at klare livet og dagligdagen?  

Måske er det krisens skyld. Når kommunerne beskriver deres problemer, beklager politikerne ofte, at økonomien er så dårlig, at de er nødt til at spare. Ja, måske, men kommunerne skal vel stadig overholde lovgivningen? 

Og interessant er det jo også, at kommunerne i 2013 ikke brugte deres penge. 2013 blev tredje år i træk, hvor kommunerne har brugt milliarder kroner mindre på velfærd, end de har fået mulighed for af staten og selv har budgetteret med.

Socialministeren henviser til en praksisundersøgelse, som også KL roser, og han konkluderer, at det går godt med sagsbehandlingen. Jeg mener, at den undersøgelse ikke kan bruges. Ankestyrelsen har undersøgt to meget snævre områder indenfor hele voksenområdet - §85 om socialpædagogisk bistand og §107 om midlertidige botilbud.

Det er forsvindende små ordninger i forhold til de kompensationsordninger, der ellers er til syge eller handicappede mennesker. At konkludere på den undersøgelse, er efter min mening manipulerende. Den er ikke retvisende i forhold til de problemer, der er med handicapområdet. De problemer som næsten alle handicaporganisationer oplever så massivt.  

I Scleroseforeningen er vi ni socialrådgivere ansat til at hjælpe vores medlemmer. Vi får vi mere og mere travlt. Vi har alle konstant mindst en sag, hvor et medlem ikke kan få den hjælp fra kommunen, som vedkommende har ret til ifølge loven. Sagerne kommer fra hele landet. Det er en helt uholdbar situation i et retssamfund.

 Ledende Socialrådgiver, Nadia Buchard

 

Peter Hansen (man, 02/06/2014 - 14:18)

Kære Nanida.

Jeg er naiv og det har jeg tænkt mig at vedblive med.

Du nævner: "Hvis du parkerer ulovligt får du en bøde – men hvad er konsekvensen, når kommunerne forholder en svag handicappet borger den hjælp, som vedkommende behøver for at klare livet og dagligdagen? "

Ordet "konsekvens" er og bliver kodeordet. Jeg der gennem et langt liv har været statsautoriseret og dermed arbejdet med ansvar over for lovgivningen og ikke mine økonomisk ansvarlige chefer.

Jeg er naiv, fordi jeg gennem en tid har gjort medlemmer af Dansk Socialrådgiverforening opmærksom på, at det ikke er nok at forhandle et vist antal sager, som den enkelte socialrådgiver burde have. Men forsøgt, at gøre socialrådgiverne opmærksom på, at de burde deltage i debatten om at blive statsautoriserede socialrådgivere. Medlem af den eksklusive klub af statsautoriserede professionelle håndværkere.

Men man vil ikke ind i den problemstilling. Mon man er bange for at tage personligt ansvar? Hvor der naturligvis findes en konsekvens hvis man ikke overholder lovgivningen. Nøjagtig som ude i samfundet. Bemærkelsesværdigt, at de offentlige ansatte kan fortsætte med direkte bevidst ulovligheder, uden at der findes en konsekvens.

Dokumentation på denne påstand mangler desværre ikke. Mange sociale sager starter med ulovligheder. http://www.k10.dk/index.php?pageid=svarfrister_kommuner

Jeg er naiv og tror på, at det ender med statsautoriserede socialrådgivere, således de kan blive skilt juridisk fra embedsmandsledelsen, som jo laver budgettet for politikerne. Som så igen er yderst tilfredse med at budgettet overholdes.

"Statsautoriserede socialrådgivere, fordi..." http://www.k10.dk/showthread.php?t=19235

Bedste hilsner

Peter Hansen

Nadia Buchard, ledende socialrådgiver (fre, 13/06/2014 - 10:30)

Tak for dine kommentarer om statsautoriserede socialrådgivere. Dit synspunkt er interessant. Jeg kan ikke præcist svare på, hvordan man i praksis kunne indføre statsautoriserede socialrådgivere. Men kommunen skal jo overholde loven, og i dette tilfælde er socialrådgiverne jo også kommunen. Så statsautoriserede eller ej, så står socialrådgiverne til ansvar overfor loven.

Rammerne for dette område er defineret i lovgivningen. Fx retssikkerhedsloven §15, Kommunalbestyrelsen har ansvaret for og beslutter, hvordan den vil udføre sin virksomhed på det social- og sundhedsmæssige område efter den sociale lovgivning.

Tommy Jørgensen (lør, 07/06/2014 - 01:52)

Snik-snak. Hvad gør Scleroseforeningen i disse sager? At skrive blogs er af samme handlingsværdi som nuværende og tidligere ministre. Du efterspørger handling, og ikke snak. Så burde Scleroseforeningen vise handling i stedet for snak i disse sager.

Hvis en person eller en myndighed overtræder loven, bør vedkommende anmeldes og/eller stævnes og retsforfølges. Jeg er medlem af en fagforening, hvor der er en yderst kompetent juridisk afdeling. Juristerne tager sager på medlemmernes vegne, og fører dem ved domstolene og ved voldgift. Det har alle respekt for. Det har effekt. Det er ikke bare snak, men handling!

Jeg foreslår konkret, at Scleroseforeningen går aktivt ind i disse sager, og statuerer et eksempel overfor kommuner der konsekvent nægter at følge lovgivningen ved at stævne kommunerne på medlemmernes vegne. Dette kan kun ske ved at foreningen opgraderes med juridiske kompetencer. Derved viser Scleroseforeningen handling frem for snak. Tak!

Nadia Buchard, ledende socialrådgiver (fre, 13/06/2014 - 10:33)

Tak for dine kommentarer. Du mener, at Scleroseforeningen gør for lidt for medlemmernes retssikkerhed. Scleroseforeningens socialrådgivere hjælper medlemmerne bredt i deres konkrete situation, hvor den enkelte er usikker på sagens udvikling i kommunen. Det betyder, at vi også konkret foretager, en socialretlig vurdering af kommunens indsats og afgørelse. Herunder at vi hjælper med eller udarbejder en skriftlig klage for medlemmet i de tilfælde, hvor der helt åbenlyst er tale om en jf. lovgivningen forkert afgørelse. Vi får ret i over 70 procent af de klagesager, som vi tager op med forskellige kommuner. Så noget gør vi, for at medlemmerne får, hvad de har ret til.
Vi fører også i enkelte tilfælde retssager for medlemmer. Men at begynde at føre mange retssager er for mig at se ikke den rette vej at gå overfor det kommunale system, hvor klagevejen er noget kortere end gennem retsvæsnet.

Peter Hansen (lør, 14/06/2014 - 10:21)

Kære Nanida.

Det er befriende at du som socialrådgiver har reageret på mit indlæg. Det er første gang det er sket siden jeg begyndte at gå ud i det offentlige rum med mine meninger, desangående.

Jeg er ikke enig i dine udsagn, som er ukorrekte i forhold til ansvar. Socialrådgiverne er IKKE personlig ansvarlig over for lovgivningen.

Det er en langsommelig proces der skal sættes i gang, det er ikke noget vi bare kan beslutte over en overenskomst. Man skal forstå mekanismen i det at være statsautoriseret.

Samfundet kræver eksempelvis, at de kloakrør som afleder vores menneskelige efterladenskaber skal udføres og kontrolleres af en AUT. VVS-kloakmester. En situation jeg netop selv har været ud for, gennem mit nybyggede kolonihus, hvor kommunen og bestyrelsen skulle have dokumentation for, at ansvaret for min kloakføring, var placeret via en underskrift af en AUT.VVS-kloakmester. Nøjagtig som mine el-installationer der skal kontrolleres af en AUT-elinstallatør.

Jeg har hele mit arbejdsliv selv været statsautoriseret flymekaniker med personligt ansvar over for lovgivningen. Tro mig, det ansvar bliver taget bogstaveligt. Jeg var ikke ansvarlig over for de af mine chefer der havde det økonomiske ansvar.

Næste gang du skal ud og flyve, så tænk på følgende: jeg har IKKE en lille bog i lommen, som jeg kan slå op i, hvis det utilstedelige skulle sket, at jeg blev presset til at sikkerhedsgodkende dit fly, trods der var en alvorlig fejl og ikke flyvedygtigt iht lovgivningen.

Det har danske socialrådgivere! "Nej, til ulovlig praksis" http://dansksocialrådgiverforening.dk/Default.aspx?ID=180
Som belyser hvordan de skal forholde sig, når de økonomisk ansvarlige presser en social sag igennem. Det være sig en §50 børneundersøgelse eller når en sclerosepatient må vente 3 år på en afgørelse til GEN-ansøgning af sin 11 år ubrugelige invalidebil.

Hvem er det der presser socialrådgiverne til dette? Naturligvis ledelsen, som også udfører en kommunes budget til politikerne. Det budget skal holdes ellers står ledelsen i dårligt lys.
Derfor skal embedsmands-ledelsen, der laver budgettet, og socialrådgiverne naturligvis juridisk skille ad, så dette pres tages fra socialrådgiverne, som er personlig ansvarlig over for lovgivningen.

Nu taler jeg ikke om de kollegaer der i stor udstrækning har overtaget jeres arbejde ude i kommunerne, som pornofotografer, tømre, præster, lærer etc som har modtaget et lille kursus i socialforvaltning og som nu sidder med menneskeskæbner i deres hænder.
http://www.socialrdg.dk/Files/Filer/Publikationer/Socialraadgiveren2012/...

"I er stødt på medarbejdere med baggrunde
som frimærkehandler, pornofotograf og
vinduespudser. Hvad er problemet?"

"Det er medarbejdere, der
kan udøve stor magt i forhold til de borgere,
de møder, og så er det helt uacceptabelt, at
de kan gøre det uden at have en relevant ud-
dannelse. Vi stiller normalt store krav til det
offentlige system, men ikke her"

Henning Jørgensen,
professor, Center for
Arbejdsmarkedsforskning,
Aalborg Universitet

Stort set alle sociale sager begynder med ulovligheder, hvor retssikkerheden er under pres. Se hvilken modstand KL, Kommunernes Landsforening den private interesseorganisation og embedsmænd i de 98 kommuner gør imod offentliggørelse af sociale sagsbehandlingsfrister iht retssikkerhedslovens §3 stk.2.

Selv Tilsynet udsender lovstridige afgørelser! Tilsynet har ALDRIG gjort brug af deres sanktionsmulighed i sociale sager!

Derfor skal vi have statsautoriserede socialrådgiver, i begyndelsen i tunge sager som børnesager med §50 undersøgelser og/eller med borgere der har progressive lidelser.

Men endnu en gang stort tak til dig, fordi du gjorde dig den ulejlighed at svare på mit første indlæg.

Fortsat god sommer til alle.

Bedste hilsner
Peter Hansen

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy