Deadline

Deadlines er dramatiske, særligt når de bliver sat af en kronisk lidelse. Ikke mindst i tidens tv-serier. Men det er også frustrerende ikke at vide noget. Bare spørg den kræftramte neurokirurg, Paul Kalanithi.

"Hvor lang tid kan jeg regne med, at der går, inden jeg bliver gangbesværet eller for alvor svagtseende? Hvornår bliver sygdommen progressiv,” spurgte jeg scleroselægen, jeg denne gang havde trukket opad hatten ude på Riget. Daniella og jeg vidste, at vi inden længe skulle find et nyt sted at bo, og da samtalen i den forbindelse var faldet på de praktiske forhold omkring min sygdom, dukkede spørgsmålet naturligt op. Hvor lang tid? Til min sygdom kræver både rollator og elevator.

Derfor ville jeg gerne vide, hvad mine fremtidsudsigter var og fortsat er. Jeg ville have en deadline for mit helt normale, mere eller mindre rask liv.

”Det kan jeg faktisk ikke sige noget om,” lød svaret. ”Det er det, der er så forbandet ved den her sygdom. Man ved meget lidt om den. Den er så uforudsigelig.” Jeg tjekkede selvfølgelig op på det og fandt en form for ro på Netdoktor.dk, som skriver, at der går ti til tolv år, før sygdommen bliver progressiv. Puha. Så har jeg stadig lidt tid at løbe på.

Jeg tror, det er en ganske naturlig impuls: At ville vide, hvad man kan forvente sig. Især når man lider af en kronisk sygdom. Men er tallene, sandsynlighederne, ikke en falsk sikkerhed? Jeg er fuldstændig overbevist om, at jeg skal leve et helt normalt liv de næste ti år, nej, de næste tyve år, hvor sclerosen højest vil være en irriterende spyflue, der engang imellem skal viftres væk. Kunne det blive mindre? Det kunne det vel i realiteten godt. Og heri ligger problemet.

Det er et problem for os, de ramte, når alt det, man gik og drømte om, ikke kan lade sig gøre alligevel, fordi der gik seks år og ni måneder og ikke de elleve år, man var blevet lovet. Det er et problem for lægerne, der gerne vil kunne give en flig af et håb, men vitterligt ikke kan forudsige noget som helst.  

”The problem is that you can’t tell an individual patient where she is on the curve. It’s impossible, irresponsible even, to be more precise than you can be accurate,” som neurokirurgeren Paul Kalanithi forleden skrev i et essay i New York Times. Og problematikken frustrerer ham dobbelt, for han står med et ben på hver side af hegnet. For han har kræft – i alvorlig grad!

Hans essay How long have I got left er bestemt værd at bruge fem minutter på. For selvom Kalanithi er læge, er han også en patient, og som alle andre patienter frustreres han over at spørge og spørge uden at få konkret svar. Og hans viden på feltet gør det ikke bedre, men kun endnu mere frustrerende. For han kan kigge på nok så mange kurver og statistikker over den estimerede levetid og what not. Men som enhver anden læge kan han ikke sige noget fornuftigt om, hvor han selv befinder sig på kurven. Og lykkeligvis har han allerede levet længere, end han nogensinde havde forestillet sig, han ville.

Og hvad fanden gør man også, hvis statistikken ser sort ud? Skal man så bare kaste håndklædet i ringen, skrive sine afskedsbreve, eller skal man trodsigt kæmpe videre, give døden fingeren og begynder på jobbet igen! Skrive den forbandede bog. Jeg har ja-hatten på i dag og er tilbøjelig til at sige, at selvfølgelig skal man det, næsten uanset hvor fucked up, alting tegner sig. For hvad er det egentlig, der har ændret sig? Kalanithi formulerer det egentlig ganske præcist, lakonisk:

”Before my cancer was diagnosed, I knew that someday I would die, but I didn’t know when. After the diagnosis, I knew that someday I would die, but I didn’t know when.”

Og dog. For helt det samme er det nu ikke. For døden – og livet, for den sags skyld – bliver pludselige skræmmende håndgribelig, når man får en kronisk lidelse. Når man får stillet en slags invaliditetsdom eller som Paul Kalanithi en dødsdom – en mærkelig deadline under alle omstændigheder – kan man pludselig se det for sig. At man lever på lånt tid. Og hvad pokker skal vi så egentlig bruge den tid, vi har tilbage, til.

Det er sindssygt dramatisk. Ikke mindst i nogle af de bedste af de seneste mange års tv-serier, der ofte kredser om døden og ofte om spørgsmålet: Hvad nu, hvis jeg kun havde begrænset tid igen?

I et filmmanuskript er en deadline en enormt effektiv spændingsmotor. Vi rives med, og nerverne flosses i takt med, at de røde streger på det digitale dommedagsur nærmer sig nul. Den mainstream katastrofe/action-film synes dog at være bedre til at aktivere vores indlejrede urinstinkter – fight or flight – end til reelt at spejle hverdagens anderledes stilfærdige, men ikke mindre dramatiske erfaringer.   

Ser vi bort fra Jack Bauers endeløse kapløb mod netop tiden i 24 Timer, så lader det til, at de såkaldte kvalitetsserier er det sted, hvor vi kan reflektere over spørgsmålet om den knappe tid, vi har tilbage. Det interessante er ikke, om vi når det eller ej, og slet ikke når det handler om døden, for den når vi uanset hvad. Det interessante er, hvad bevidstheden om en forstående drabelig deadline gør ved os.    

Det er dog ikke Breaking Bad, jeg får lyst til at nævne her, selvom den netop handler om en mand, der får stillet en deadline. Walter White er en vingeskudt tøffelhelt og kemilærer, som desperat forsøger at sikre sin families fremtid uden ham og undervejs opdager en maskulin, fandenivoldsk drift, der synes at ligge og ulme under enhver familiefars pæne fernis. Og måske netop på grund af de noble intentioner holder han sin mørke hemmelighed - karrieren som metamfetamin-producenten Heisenberg - skjult for konen. Han ved godt, at det er himmelråbnde forkert, men målet helliger midlet, synes han. Og så får han genrejst sin faglige stolthed, når han trumfer alle med sin geniale opskrift.

Her afstedkommer diagnosen maskulin selvrealisation. Og mandens hemmeligheder og løgne bliver seriens omdrejningspunkt. Men det er den syge deadline, der slår dramaet an og åbner porten på vid gab, slipper alle dæmonerne løs på verden. ”Ondskab er et misforstået gode,” sagde den jødiske filosof Hannah Arendt vist nok om den pligtopfyldende embedsmand, der stod for logistikken bag holocaust. Det gælder til dels også her, hvor Walter som bekendt springer ud i vild og rablende, selvbedragerisk ondskab. Og det er virkelig medrivende og alt muligt godt, men sygdommen er blot en katalysator.  

Det er den for så vidt også i Boss, der kun kørte i to sæsoner 2011-2012, og som jeg kun har set de første fire, fem afsnit af, men som jeg alligevel bare må skrive om.

Kelsey Grammer spiller Tom Kane, den benhårde borgmester i Chicago. Med sit hold af spindoktorer og håndlangere udmanipulerer og udraderer han politiske modstandere (Fraiser har i den grad iført sig tragediens maske).

Han får stillet en uhelbredelig diagnose, en neurodegenerativ demenssygdom (det lyder næsten, som noget vi kender), der langsomt fratager ham al den kropslige og kognitive funktionalitet, som vi normalt tager for givet.

Serien er først og fremmest et blik ind i den politiske verden af magt, rygstikkeri og nådesløst rænkespil. Det minder ikke så lidt om House of Cards, men det spændende er, at her er der ingen total (underholdende) mangel på moral - og gudskelov heller ingen malplacerede trekanter! Det gør Tom Kane til en langt mere interessant og spændende karakter end Francis Underwood. Det er en kliche, men hovedpersonen er faktisk et menneske.

Tom Cane er i Grammers imposante skikkelse en folkeforfører på talerstolen og en kynisk, faktisk følelseskold leder for sine ansatte. Han er ikke sympatisk. Men de små glimt vi får af hans indre terrorist, der stikker til ham – når han taber tråden i talen, når hånden ufrivilligt låser sig fast i en krampe – de små glimt er uhyggelige. For her mærker man, at døden er på arbejde. Man kan se det i det mikroskopisk vigende blik, det mikrosekund, hvor åndedrættet springer en takt over.

I Breaking Bad er sygdommen en katalysator og en ramme for dramaet. I Boss lægger den sig som et grusomt, skæbnetungt memento mori over hele miseren og bliver den optik, vi betragter det ikke mindre grusomme politiske spil igennem. Det er som om alting kommer til at stå knivskarpt, når man kigger på det i lyset af en forfærdelig deadline. Og efter de første fire, fem afsnit synes tragedien i Boss at være den bitre fortrydelse, der sniger sig ind på vores hovedperson.

Langsomt indfinder der sig et sørgmod. En skygger lægger sig over magtmnneskets øjne. Langsomt begynder Tom at række ud efter den datter, han og hans ditto karrierehustru valgte at slå hånden af på magtens alter.

Var det det værd? Var det eftermælet værd. Alle de valg vi ikke traf, alle de valg vi ikke burde have truffet. Kan vi nå at blive lykkelige inden deadline?

---------------------------------------

PS. Dette indlæg er skrevet over to omgange og skulle egentlig ikke overhovedet have handlet om tv. Men når det nu handler om tv, er det egentlig ærgerligt, at jeg ikke når at nævne en af de serier, der sammen med The Sopranos sparkede tv-revolutionen i gang, nemlig Six Feet Under, hvis fortælling om en bedemandsfamilie er heftigt melodramatisk, eftertænksom og voldsomt rørende. En veritabel tåreperser, som man kan spejle sig i på alt for mange måder. Og jeg burde også nå at nævne The Big C, hvor Laura Linneys hovedkarakter anlægger et vidunderligt sorthumoristisk blik på sin kræftsygdom.

Erik S. Rasmussen (tir, 06/05/2014 - 11:18)

Rigtig godt og spændende indlæg. The Boss har jeg ikke, men det skulle jeg måske, selvom det lyder som om det kan være hårdt.

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy