Gå til hovedindhold

Banaliteter med et beat – kapitel 9

Blog post by

En stum eksplosion kaster en sky af aske og materie og en utællelig mængde knytnævestore granatsplinter op over træerne, ruiner netop i øjeblikket. Stammer og nøgne grene står mørke og fatale og regnvandsglinsende mod det tunge dække af skyer, uendeligt mange nuancer af grå, som eksploderer i en sort storm af, manden bilder sig ind, at det er ravne. Det er grusomt at overvære en verden gå under et sted, i hovedet langt borte.

Sværmen spreder sig i alle retninger, men over den triste, medtagede boligblok på den anden side af banelegemet, hvor toge hyler og lægger lydspor til hele scenariet, lader myriaden sig trække sammen, ikke som soldater, der parerer ordre, ikke som slaver ved galejens årer, til lyden af truende piskesmæld, men organisk som én bevidsthed, harmonisk som én vilje. Som dirigeret af en usynlig magnet bag skydækket. Blot for at sprede sig igen, da vinden slår ind i flokken og afslører ikke én organisme, men en kakofoni af tusinde egensindige stemmer, begærlige jagter de hinanden, flygter fra hinanden, paniske. Drages og frastødes i en evig cirkulær bevægelse. Frie til at vælge hvad som helst, men alle frygtsomt bandsatte på denne den eneste vej. På vinger. Ufrie.

Manden når omsider broen, der går hen over legemet, over ham fuglene som støvet efter dommedag, under ham en skrigen og en klagen fra jernskrog i rasende fart, fulde af godkendte, anerkendte borgere, men også ind imellem svindlere på støtten, tiggere uden for, som anbringer en lille pakke servietter og et, falsk eller sandt, råb om hjælp på hvert sæde. ”Min datter dø af sult. Jælp maj, så hun er ka få måltid mad. Kob.”  Børn er det stærkeste imperativ. Men: Who cares? Nogle giver, de fleste gør ikke.

Manden trækker på den anden side af broen gennem porten til Vestre kirkegård, der henligger frygtindgydende og romantisk, kultiveret og vild og fuld af hemmeligheder. En statelig ligvogn med en spraglet hale af personbiler efter sig stopper brat efter at have passeret portalen ind til kirkegården, holder stille i hen mod et minut. Ingen ved, hvad der nu skal ske. En lille lavstammet kvinde i en tung, sort dunjakke og med en tung nyklippet page nærmest springer ud af den første bil i kortegen, mens hun kigger på de papirer, hun har i hænderne. ”Vi viser vej, vi kender vejen,” fremstammer hun bestemt ind i den lange, sortskinnede Mercedes. Hun siger det med en bund af desperation i stemmen og en intonation, der får hver sætning til at lyde som et sørgeligt spørgsmål. Hun snubler tilbage og ind i den lille sølvfarvede Toyota, hun kom fra, efter at have anvist ruten til chaufføren, så ligtoget kan bevæge sig videre op ad den asfalterede allé. ”En uheldig start på døden,” tænker manden for sig selv.

Mellem træerne på Vestre kirkegård knejser mausoleer, gravkamre og gravsten, grædende jomfru Maria’er, altid med jesusbarnet i favnen. Den kommende frelser må have lidt en alt for tidlig død, tænker manden, statuerne tuder, for manden, i evig sorg over en fremtid, der gik tabt. Eller kvinder i sten eksalteret i sorg, klamrende sig til stenene med deres afdøde mænds navne på

I en lille tykning af gran i alverdens fremmede afskygninger kæmper det grønne mørke hver dag en dræbende langsommelig modstandskamp, efeuer kravler op ad stammerne og ind over de små grunde, hvoraf enkelte stadig, med jævne mellemrum besmykkes med friske tulipaner, stearinlys, billeder af afdøde, i de mørkeste afkroge har mosset næsten erobret monumenterne, som om naturen forsøger at tage døden tilbage. Men stenen over den tidligere cheffotograf på Nordisk Film, Johan Ankerstjerne, monolitten til minde om Socialdemokratiets grundlægger, Louis Pio, velfærdsstatens øvrige faddere, K.K. Steincke, Thorvald Stauning, Jens Otto Krag, lader os huske – som et memento mori – at tiden udenfor går. Ubønhørligt. Herinde er den sat i bero.

Andre dage finder han lysninger mellem stierne, små pittoreske dale, hvor vandløb risler, og som, hvis man betragter dem indgående i op til flere halve minutter, afslører civiliseret vild natur, de små buske og sten, der står på lidt for lige, lidt for pæne rækker, den lille trappe, der gemmer sig bag det viltre buskads, løber op ad skrænten og forbinder naturen med gravpladsens unaturligt vinkelrette, geometriske stisystemer. Hver dag leder han efter nye steder, nye åbninger.

Vestre kirkegård ligger som på et plateau, hævet over landskabet, over vejene og jernbanen, og når man over på den anden side, kan man, allerede ved toppen af de firkantede vindeltrapper, bygget i kampesten, høre brændingen.  De nederste niveauer ligger udstrakte som en vesterhavsstrand, hvor uendeligt hav og boligbeton igen, igen, igen skyller op på stranden og næsten drukner de allerede døde. Lyden af bølger, der brydes, lyden af mennesker og maskiner på Sjælør Boulevard buldrer mod plænen. Det er et forræderisk ingenmandsland.

Men det forholder sig omvendt, det er kirkegården, der er fremmede. Alligevel føler manden sig hjemme her, blandt træerne, blandt stenene, der minder os om, at tiden derude går, derude buldrer og brydes verden, herinde står den stille. Vestre kirkegård er som en flig af en anden verden, et stykke jord i Danmark, som ikke er Danmark, den er noget andet, noget eremitisk, der hører til på et andet kontinent, en anden verden, i en helt anden galakse. En sonde sendt ud i universet for at indsamle vævsprøver, dna, visuel konfirmation, for at forsikre en fremmede civilisation om, at den ikke er et unikum i universet, og tøjle den eksistentielle angst, som rider det selvbevidste liv som en mare mod afgrunden.

Hver dag håber han at fare vild og kunne starte forfra, sige farvel og tak, bioprint og kemo og starte forfra, et sted i verden. Eller på Vestre kirkegård.

 

Thumbnail
Der er ingen kommentar endnu

Tilføj kommentar

Dit navn

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
Vær opmærksom på at din kommentar er offentlig.