Banaliteter med et beat – kapitel 7

 

Luften dirrer af nervøsitet og urolige spændinger. Måske, måske har de en bombe med ombord. Som måske, måske om lidt, vil detonere.

Et ældre ægtepar har kun fokus på det slumrende, vingeskudte rovdyr, der dovent har ladet sig falde om i S-toget henover flere siddepladser. Den forstadsdistingverede herre stirrer slet skjult ud under sixpencen. Blikket iskoldt bag de stålindfattede briller. Fruen kigger på den hjemløse mand på bænken og, på en og samme tid, ud ad vinduet på de uendelige rækker af parceller og frimærker og betonboligfængsler, der farer forbi.  Hun ignorer anstrengt.

Hver gang den faldne mand rør på sig i søvne, hver gang underbenet falder ned fra sædet, og støvlen rammer gulvet med et hårdt klask, giver det et lille gib i ægteparret. Fruens skuldre gør et lille hop. Herren bider tænderne en smule hårdere sammen, så man hver gang frygter, at kæben skal sprænges.

Nu folder kroppen sig langsomt ud. Den ender i en faktisk siddende stilling, ryggen rank, men hovedet hænger savlende og viljesløst, og hele konstruktionen falder lynsnart og i langsom gengivelse sammen og forover, indtil panden rammer sædet foran med et næsten stumpt dunk. Kroppen vågner ikke.

Flere minutter går, nu er der kun manden og en konduktør på vej hjem fra arbejde, som i apatisk suspense har siddet og overværet slow motion-dramaet, tilbage. Manden bilder sig ind, at den ældre DSB-kriger fluks vil afmontere bomben, skulle den detonere. Tæmme dyret i fald det vågner.

Da kroppen endelig vågner, har toget netop forladt Friheden, og interiørets venlige, bløde linjer, Ud og se-magasinernes bundtroværdige layout, rives med et i stumper og stykker, da den hjemløse pludselig og uden tanke henter en fedtet, halv liters vodkaflaske frem fra en lomme og sætter den til læberne.  Glurg glurg glurg glurg glurg glurg glurg. Han drikke længe og tæt til. Alle, inklusive manden, er spændte som flitsbuer, før hjorten skal nedlægges med en pil gennem halsen. Nu skal blod flyde, men dyrets eller menneskenes? Ingen ved det. Hele togvognen lever højt og ængsteligt på adrenalin og onde drømme.

Toget standser. Den hjemløse stikker flasken i lommen. Nu. Han går. Han går bare! Attaket udeblev. Verden giver igen mening. Alligevel trækker manden vejret tungt og indstøder et skuffelsens ”øh”. Verden er fortsat den samme. Bortset fra at den ingen mening giver.

Kaos og fordomme havde projiceret katastrofale, verdensomvæltende konsekvenser op på mandens indre lærred. Nu var den hjemløse mand bare en hjemløs mand, måske ikke engang det, bare ensom ad helvede til, måske forladt. Måske ikke. Hverken ond eller god. Måske både og. Manden ved intet, ingen ved noget, mennesker har kun deres formodninger og fordomme. Også manden. Heldigvis har manden altid en undskyldning på rede hånd: Han er syg. Sygdommen har givet ham carte blanche til det meste. Det er vel kun fair, nu hvor sygdommen med museskridt er i færd med at afmontere ham. Synes manden. Sygdommen udligner skammen, siger han til sig selv i sit allerinderste, i sit allermørkeste.

Ingen bombe blev bragt til detonation. Ingen bombe paralyserede verden, der lød kun det stumme brøl, som rungede og gav genlyd gennem hele togstammen: ”Alle mennesker er dyr!” Masker krakelerede for en stund. Hver især og pinagtigt alene hilste menneskene på dyrene i sig selv. Programmeret til stiltiende fordømmelse og skam og selvlede.

Der sprang ingen bombe, ikke en gang et attak indtraf. Det var en anden bombe, der sprang den vinter og rev og slog verden i gulvet og efterlod en blodig sæk af hud fyldt med drømmenes fordærvede kød og knuste knogler. En verdensomvæltende rystelse.

Manden og kvinden vandt i Lotto!

 

 

 

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy