Banaliteter med et beat – kapitel 3

 

København, 2083

Han burde være verdens lykkeligste menneske. Som havde han vundet den helt store gevinst i lotteriet. Hvis det overhovedet kunne gøre det. For manden var, 101 år gammel, blevet genfødt. Bogstavelig talt. Han havde troet, at han skulle dø. Han kunne ingenting selv. Han kunne bare sidde i sin lejlighed og frustreres og dø. Kvinden havde været der, men så heller ikke mere. De vidste, at de elskede hinanden, men de talte ikke sammen længere. De havde hver især nok i egne smerter. Begge led de af en folkesygdom: Ensomhed. Hjerterne var i kronisk krampe. Og det var ikke en lidelse, det naturlige, iboende overlevelsesinstinkt kunne overvinde. Ensomheden var en civilisatorisk lidelse, ikke en fysisk.  

I tavshed havde de passeret hinanden i gangene og i værelserne. I tavshed havde hun hver morgen på automatpilot hjulpet ham gennem ritualerne: morgenmad, bad og toilet. De sagde ikke noget til hinanden. Som to spedalske, der hver i sær var lige bange for den andens ulykke. Det var for meget. For overvældende at påbegynde snakken, der med garanti ville ende med tårer og grundløse beskyldninger. Engang imellem lod manden sin hånd strejfe kvindes. Engang imellem, når de lå i sengen, kunne hun finde på at læne sig ind over ham og kysse ham på hans nøgne skulder. De elskede stadig hinanden – på trods.

Men da alting spidsede til, og kvinden sygnede hen, for træt, for brugt – af at udvise omsorg, af at leve op ad bakke, af at kæmpe mod den sclerose, der havde besat hendes livs kærlighed og terroriseret hende – havde han ikke reddet hende. Overlevelsesinstinktet havde taget styringen. Han havde bildt sig selv ind, at det var det, hun ville. Finde fred. Livet ville for hende blot have været endnu et mareridt at vågne op til. Et uendeligt, uoverskueligt mørke. Mente han. Så han havde ringet til hospicet, bedt dem sende en ambulance og hente kvinden. Og så havde han ringet til ejendomsmægleren, banken og sidenhen privathospitalet, som han vidste kunne redde ham, helbrede ham. For den rette pris. Han havde ikke solgt sin sjæl til nogen djævel. Det føltes bare sådan. I realiteten anede han ikke, om kvinden vil have grebet livet på ny, hvis han havde ofret sig. Det skyldte han hende faktisk efter årtiers omsorg, årtiers betingelsesløs kærlighed. Men han havde reddet sig selv. Nu følte han sig som en kujon.

Nu hvor han havde fået printet spritnye organer, bogstaveligt talt fået regenereret sin krop – saftsprængt, som var han igen 24 år gammel – og mikromaskiner, små, bakteriestore, selvkørende biologiske maskiner, arbejdede i døgndrift på at holde hans sygdom i ave, så bomberne aldrig mere ville kunne bringes til eksplosion i hans indre. Kroppen, Guds fejlbarlige skaberværk, var endegyldigt blevet tæmmet. Nu degenererede han kun åndeligt.

Nu kunne han ikke være alene. Han kunne heller ikke være sammen med andre.

Så han var begyndt at tage lange ture i Københavns metro. Nogle gange kunne han sidde en hel dag i toget og bare se på mennesker, deres ansigter, lytte til deres samtaler. Det fjernede ham, havde han opdaget, fra ham selv. Hvad foregår der inde bag disse masker af hud og hår? Det var et evigt mysterium for ham, og i timevis kunne han sidde og betragte dem.  

Et kærestepar tog plads på sædet over for ham. De var over hundred år gamle, men de var ovenpå, og manden gik ud fra, at de var kærester, for de kyssede, talte til hinanden, som oplevede de alting for første gang. Han var en elegant herre, åbenlyst succesfuld. Manden havde fået sympati for ham, for kvinden var – stik imod klichéen – ikke idealsmuk, ikke et trofæ, men stor og rødhåret, og hun havde venlige øjne.

”Jeg har ikke så meget,” havde elegantieren henkastet sagt til tiggeren – og stukket ham 300 kroner.

Mandens blik havde hurtigt, fuld af pludselig irritation, bevæget sig videre. Han fulgte det splejsede gespenst med den alt for store frakke, som gik rundt og tiggede, med øjnene. ”Kan De undvære en mønt, frue?” Det kunne de fleste ikke, heller ikke manden. Han var et spøgelse. Herren over for med den rødhårede kvinde havde kunnet, men han havde alligevel irriteret manden, for han havde fremstået generøst-arrogant. Hvorfor havde han haft behov for at sige sådan noget, nonchalant bagatellisere 300 kroner, som var det det bare ingenting, ydmyge tiggeren, som ingenting havde? For ham var det en formue.

Den unge kvinde i kupeen til højre for manden og de to elskende, mørk og høj og med et fjernt blik i øjnene, havde siddet med en lille pige på skødet, holdt fast på hende, som var hun en kasse, der senere skulle afleveres i forsvarlig stand på posthuset. Babyen havde haft store runde øjne, nøjagtig som figurerne i en japansk manga. Manden havde smilet træt til den lille pige, hvis blik nysgerrigt farede rundt i den hvid togkupé. Men hans ansigt vakte ikke længere barnlig begejstring. Babyen var begyndt at græde.

Han havde vovet sig lidt for langt ud på det dybe vand. Han genfandt sit stoneface, vendte tilbage til skyggerne, den ansigtsløse, anonyme folkemængde, der omfavnede ham som en beskyttende hinde. Her kunne han være ingen.

Til sidst var verden blevet for klaustrofobisk. Det lille klubværelse, han nu lejede. Der var kun ham selv. Pendlerne, der var begyndt at kunne genkende ham i togene. De sendte ham misbilligende eller medlidende blikke. Nu var han pludselig nogen. Så han var begyndt at køre om natten. Det blev det ikke meget bedre af. Jo færre mennesker, der er samlet på et sted, jo større pligt føler mennesker, rakkerpak, fulde teenagere og konduktører, at de har til at tale med hinanden.

Manden ville ikke være noget sted. Togene var pludselig blevet til et sted. Hvor de samme mennesker mødte ham igen og igen. De samme konduktører, de samme ludere og lommetyve.  Han ville være undervejs. I transit.

I det mindste gav det ham følelsen af, at han var på vej mod noget. Han tog det sidste tog til lufthavnen. 

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy