Banaliteter med et beat – kapitel 2

Manden varmer op til selvmordet, gribes af nostalgien, mindes det, der var, snupper en sidste øl og lukker ned. Og så introduceres vi - og nu bliver det lidt mærkeligt - for Stardust, som ikke er et menneske.

”Vidunderligt pludseligt / falder den tunge morgenregn / vækker mig / jeg føler hende / hendes bløde, sårbare hud mod min / kysser hende / føler / lykken.”

Manden er en dreng. Drengen er femten år gammel og skriver digte som en femtenårig dreng, uskyldige, romantiske, himmelråbende naive.

Solen, lyden af bierne i buskadset, det ældgamle egetræ, der kaster en sval skygge. På den anden side af det stråtækte, sort-hvide bindingsværkshus kan han høre sine forældre og sin søster. Sommervarmen gør lyden af deres stemmer til en mumlen, og han kan ikke skille ordene ad. Det er en behagelig baggrundsstøj, synes han. Drengen er lykkelig og fortaber sig i sin teenage-verden, hvor den første forelskelse altid er den største kærlighed. Verden er varm og kærlig. Lige så vidunderlig som de piger, der befolker den. Som den jazz, der spiller i radioen hver søndag formiddag, hvor honningen løber ned ad fingrene, når han smører sine rundstykker ved morgenbordet.

Honning og jazz. Sol og bier. Verden er det lykkeligste sted. Den kysser ham, han føler – lykken. Det er i hvert fald sådan, han husker det, manden.

Han er stadig i Marokko. Og han har stadig ikke frivilligt tænkt sig nogensinde at forlade Tanger. Hans krop vil 21 gram lettere blive lagt i et mausoleum – mindre kunne ligesom ikke gøre det.

Egentlig er det komplet ligegyldigt, men nu og her synes han, det er meget rart, fortrøstningsfuldt. Der er noget underligt trygt ved at vide, at det er her, han vil ligge, på en af de få kristne kirkegårde i det muslimske land – med kors og fredsduer, guds åsyn og alt det der ramasjang.

Måske var han, den store ateist, blevet ramt af en pludselig åndelig vækkelse. Det vil han dog ikke selv helt stå ved. Men hvis man endelig skulle forlige sig med Gud, så var det ikke det værste tidspunkt at gøre det på. Hvis han eller hun eller den nu skulle vise sig rent faktisk at være der. Og så var den kristne gud jo et oplagt valg, eftersom manden som helt ung af egen fri og uransagelig vilje havde sagt ja til hele arrangementet. Og al den snak om tilgivelse, om at vende den anden kind, det var oplagt.

Eller måske var det bare det evigt ulmende storhedsvanvid, der havde gjort udslaget. Så ville folk have et sted at gå hen, når han engang om et par hundrede år ville blive opdaget. På trods af alt, alle hans forliste planer og svigt, al hans sygdom, var han, 303 år gammel, stadig overbevist om sit eget uforløste geni. Det var han dog ret alene om.

Men nu har han besluttet sig for at tage en sidste drink, inden han siger definitivt farvel. Slukker for alle maskinerne. Siger farvel til livet, goddag til ingenting. Vitterligt ingenting. For nu vil han ikke mere. Erfaringen fortæller ham, at jo længere tid man lever, jo mere skam, jo mere skyld, sygdom, død, samler man op undervejs. Det er uundgåeligt.

På gåturen fra sit hotel ind til den lille taverna, hvor man, muligvis som det eneste sted i verden, stadig kan købe cigaretter, havde han passeret et bed, hvor der lød en sagte brummen fra kloakken, der løb lige neden under, men det kunne unægtelig også have været bier på jagt efter honning i den danske sommer. Nostalgien havde nærmest slået ham omkuld.

Den marokkanske bartender går med sin lille sorte hestehale, sine sorte jeans og sin tjavsede fåreskindsvest i et med baren, begge dele lige anakronistiske – røgen hænger tæt under lamperne, den hårde, stumpe lyd af billardkugler, der rammer hinanden.

”Cerveza?” spørger bartenderen. ”Bière,” ville han have sagt på fransk, hvis de havde befundet sig længere sydpå. Selv nu, flere hundrede år efter franskmændene og portugiserne og spanierne var her, hænger sproget ved som en evig påmindelse om de gamle herremænd.
”Yes, si …” fremstammer manden. Han ænser ikke nogen eller noget, fordybet som han er i minderne. Og hans lemmer og taleorganer bestiller nærmest af sig selv, per automatik, en øl og en pakke cigaretter.

Han lusker ned i den mørkeste, mest ensomme ende af baren. Og bliver afbrudt, helt indefra.
         
”Liv, fortid, minder, fremtid, håb, mening,” siger ånden. ”Hold fast i minderne, de lyse.”

Manden kan ikke høre ordene, han fornemmer dem kun, tydeligt, som abstrakte, indre følelser, levende malerier i følelsestoner på hjernebarken. Det føles, som om det kommer fra ham selv – som en indre stemme – men det er ånden, der taler, formulerer sig med det mindernes alfabet, der kun findes inde i manden.

Ånden har uhindret adgang til sin værts repertoire af minder, fortrængte traumer, skamfulde lyster, fortiden og lyset, fremtiden og den mørke horisont. Den anden vej, fra mand til ånd, er det et spørgsmål om tillid. Manden kan ikke på samme måde dechifrere ånden, som har taget bolig i ham.

Man kalder dem ånder af mangel på bedre.

Rumvæsener er det vel nok nærmere, og så er det alligevel ikke helt korrekt, for de har sandsynligvis været her længere end menneskene. I starten af 1990’erne var håbet om at finde intelligent liv i rummet mere eller mindre blevet knust under vægten af realpolitik og økonomiske, anderledes jordnære hensyn. Amerikanerne havde lukket for pengestrømmen til NASA’s afdeling for SETI – the search for extraterrestrial intelligence – men private investorer havde ladet jagten fortsætte, og allerede i starten af det tredje årtusinde efter Jesu fødsel var man begyndt at tale om de fremmed igen. Muligheden for at der var nogen derude.

I 2007 opdagede man en lille, rød dværgstjerne, Gliese 581, kun 20 lysår fra Jorden, om hvilken der angiveligt skulle kredsede flere såkaldte exoplaneter. Og Gilese C, E og G lå muligvis alle tre i den beboelige zone, hvor livet var en mulighed. Og i de følgende år opdagede man flere og flere muligvis beboelige planeter, 40 % chance for liv, 60 %. I 2010 gik rygtet, at man havde udråbt lederen af FN’s Office for Outer Space Affairs, Mazlan Othman, til Space ambassador for extraterrestrial contact affairs. Så de havde en officiel repræsentant at henvende sig til, hvis de nu skulle komme. Historien blev dog lynsnart dementeret, men drømmen om de fremmede og det store uendelige levede endnu engang i bedste velgående. Den amerikanske popintellektuelle, filminstruktøren Christopher Nolan, havde i 2014 lavet sit store rumepos, Interstellar, en på en gang overforklaret, forvrøvlet og i momenter enormt rørende pendant til den metafysiske, nærmest holistiske Rumrejsen år 2001 fra 1968, der samler alle trådende. Og den danske Michael Madsen havde lavet en film, en dokumentar, The Visit, en slags manual til de fremmede, hvor toneangivende spillere fra det europæiske rumagentur og NASA henvendte sig direkte til de illusoriske rumvæsener, som filmen angiveligt var lavet til.

Man var begyndt at håbe.

Menneskenes tro på det uendelige univers og på, at der for guds skyld måtte være noget, nu hvor Gud for længst var død, var stærk. Det var som om Enrico Fermis paradoks – hvis universet er uendeligt og uendeligt gammelt, hvor er alle de andre så henne – bare ikke måtte holde stik. Og måske hørte de os og besluttede at besvare vores bønner? Måske ikke. I virkeligheden hørte de sig selv.

Det var i 2160’erne, at man efter århundreders radiostilhed pludselig havde fået en fornemmelse af, at nogen forsøgte at kontakte nogen eller noget på jorden, ikke menneskene, men deres egne udsendte, viste det sig. Det, som havde taget bolig i mennesker og dyr, det, som bevægede sig gennem verden, overalt og hele tiden. Væsenerne lignede ikke vores fantasi – de fremmed var ikke skabt i vores billede. De var ikke skabt i nogens billede, væsener uden fysisk form, bølger af energi, for hvem tiden var lige så konkret fysisk som det glas, der nu stod foran manden, barstolen, han sad på. Han havde lært at tale med sin ”ånd”, formulerer sig med følelsernes og mindernes alfabet. Det var blevet til en slags ordløst venskab. De havde begge en svaghed for David Bowie, havde de opdaget, og tiden.

Ånden, Stardust, havde manden døbt den efter Bowies alter ego Ziggy Stardust, begriber ikke hans dispositioner. ”Konsekvens?” Først et abstrakt virvar af mørke, onde impulser, så Picassos Guernica, Hieronymus Bosch, så mindet om dengang på et rev i Fiji, på tolv meters dybde, luftflasken var løbet tør, så dengang han sad over for lægen, som havde sagt ét ord: ”sclerose”, så hans bedsteforældre, morfar i hospitalssengen, mormor på plejehjemmet omgivet af billeder af nu – for hende – ukendte familiemedlemmer. Som henfaldne voksfigurer. Sort skærm. Intet. Bortset fra mandens tanker.

”Jeg er gammel, virkelig gammel, men du er endnu ældre. Alligevel fatter du det ikke. Jeg eftertragter mørket, men jeg vil ikke være alene med mig selv, jeg vil for pokker være fri for mig selv. Jeg gider ikke mere,” siger manden, og billeder dukker op i hans hoved fra den værste tid: Kvinden, han kunne have reddet, i sengen. For forfærdelige. Sygdommen.

Pauserne havde været det værste. Så en lang montage af billeder.

Da sygdommen var værst, havde han erindret en beretning fra teenageårene i 1990'erne. Om en dreng fanget i og for altid brændemærket af krigen i det tidligere Jugoslavien, hvis forskellige folkeslag og trosretninger efter murens fald havde revet landet fra hinanden. ”Det værste er pauserne,” havde drengen sagt. Pauserne, hvor drengen havde ventet på den næste eksplosion, som han vidste ville komme, lyden af den næste flyver, der ville åbne bugen og nedkaste sorg, forvredne lemmer, ødelagte kroppe.

Sådan havde manden også haft det, da det var værst, da han var 50-60 år gammel. Han havde været en ung mand, men dengang ældre end nogensinde før.

Sygdommene havde bevæget sig langsomt, men stødt mod den progressive fase, og attakerne var faldet tæt. Måske ikke som bomberne på Balkan, men drengens ord, ”pauserne er det værste”, var dukket op i erindringen. Det at vide at det næste attak kunne komme når som helst, den næste bombe kunne springe nu – eller nu.

Og det var ikke altid eftervirkningerne forsvandt, tværtimod var hans tilstand bare blevet værre og værre. Sårene på hjernen og rygmarven havde haft svære og svære ved at hele, indtil de til sidst bare var en uhelbredelig tilstand. Men det var uvisheden, som havde været det værste – ikke at vide. Centralnervesystemet havde underlagt ham psykisk tortur.

”The horror, the horror”. Oberst Kurtz ildevarslende sidste ord i Dommedag nu gælder både den ydre og den indre krig, krigen, som kroppen forræderisk fører mod egen styrende bevidsthed. Mytteri ved højlys dag. Spørgsmålet er, om sclerosen havde smittet ham og udløst hans kærlighedsmytteri, det uigenkaldelige forræderi, som havde forseglet hans skæbne.

Han kunne godt lide at forestille sig, at det var sådan det forholdt sig, at det ikke var hans skyld, han havde solgt det hele, fået hende indlagt på et hospice og reddet sig selv. Han kunne godt lide at forestille sig, at han havde været sindssyg i gerningsøjeblikket og var uden skyld. At han ikke havde solgt sin sjæl til djævlen.

Shit. Nu bliver han spirituel igen.

Men der er ingen, som dømmer dig på den anden side. Der er ingen anden side, selv din dårlige samvittighed forsvinder og bliver til støv. Himmeriget må være et sted blottet for skyld og smerte, forestiller han sig.

”Jeg byder døden velkommen! Hvad har jeg at miste? Rien, nada. Intet!” udbryder manden, så bartenderen, lommetyven og de to ludere kigger forbavsede op fra glassene. Ånden svarer igen, lader en stormflod af lykkelig smerte vælter ind over ham. For engang var han næsten lykkelig. Billederne, som nu overmander ham, fremmaner en lykke, som sat op imod forræderiet skærer igennem marv og ben, nu hvor han vil slette det hele, alt inklusive.

De havde elsket hinanden, mest i modgang, men der havde også været lykkelige stunder. Hun havde været gravid! De havde set deres liv sammen fortsætte i det uendelige.

Scenerne fra den lykkeligste tid spiller på hans indre lærred.

”Bente eller Mona,” siger han med et stort smil – for årtier tilbage. ”Hvad! Det er sådan noget vores forældre hedder.” Kvinden er påtaget forurettet. ”Mit barn skal sgu da ikke hedde Mona!” vrænger hun og skærer en fornærmet grimasse. Sådan kører de små sprogspil lystigt derudaf.  ”Lone, Åse,” bliver han ved, mens han forsøger at holde grinet tilbage.

”Dåse-Åse, nej, det kan jeg godt se. Hun vil helt sikkert blive mobbet i skolen,” siger han – eftertænksomt. ”Ja. Hvis ikke navnet forsegler hendes skæbne, og hun faktisk bliver klassens Dåse,” joker kvinden videre.

”Okay, okay. Men du har vel hørt, at det er på mode med de gamle 1980’er-navne?” Hun svarer ham ikke, men virker bare fornærmet, indtil hun smider en pude i hovedet på ham, overfalder ham, begraver ham i dynen.

”Hvis min førstefødte bliver en søn, så skal han hedde Torsten … eller Karsten,” proklamerer han højlydt fra under dynen. De kysser, elsker – og elsker hinanden.

Sceneskift. ”Jeg tror aldrig nogensinde, jeg har følt mig så tæt på stjernerne.” Den afrikanske nat omfavner dem. Kigger de op, kan de tydeligt se Mælkevejen. De rækker ud efter den, efter stjernerne. Herude er alt ligegyldigt, herude er han ikke syg, herude mangler de intet, herude på klippen, der rager op ad den vidtstrakte skov som en mærkelig, fremmed gevækst, kan de nøjes med hinanden.
Filmen knækker.

”Is everything okay, señor… sir?” spørger bartenderen tøvende manden, som sidder og hulker. Han kigger op, og gennem den tætte tåge af cigaretrøg får de røde øjne manden til at ligne en dæmon, dog en sørgelig en af slagsen. Snarere en hængt kat. ”Nothing is okay,” hvæser han. Bartenderen lader sig ikke skræmme, men himler med øjnene og forsøger at mønstre et gran af tålmodighed. ”I’m sorry, sir, but we’re closing down.”

”I’m closing down!”  
 

Rikke (fre, 10/04/2015 - 14:03)

Hej Jesper
Er det muligt at kontakte dig i forbindelse med et bachelorprojekt?

Jesper (fre, 10/04/2015 - 16:59)

Hej, ja, det kan vi sikkert godt finde ud af, du skriver bare til jesperbopetersen@gmail.com

Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy