Hvad laver du som frivillig?

Jeg sidder i bestyrelsen, og så er det mig, der primært står for at lave alle arrangementerne til medlemmerne. Vi har cirka to arrangementer om måneden, og jeg kan godt lide at finde på en masse forskellige ting.

Hvordan finder du på alle de arrangementer?

Jeg er en krea-nørd, og det lader jeg mig tit inspirere af. Jeg har også et kæmpestort netværk på Bornholm, som jeg gør brug af. Det har jeg blandt andet gjort med den velgørenheds-golfturnering, der skal foregå i september. Det er første gang, vi er med til det, og det bliver vildt spændende. Der må gerne være nogle lidt anderledes aktiviteter, synes jeg. I de kommende måneder har vi for eksempel både skydning, keramik og yoga på programmet. Vi får også besøg af en bandagist, og så skal vi på tur for at se sandskulpturfestivalen her i Nexø.

Vil du med til arrangementer i dit lokalområde? Find din lokalafdeling, og hold øje med deres kalender her.

Hvordan tager folk imod det, når du laver de lidt anderledes arrangementer?

Vi har fundet ud af, at der kommer flere til den slags arrangementer end til nogle af de andre ting. Da jeg startede med at arrangere ting, var det tit foredrag med viden om sygdommen og sådan nogle ting, og det blev folk lidt trætte af. Jeg tror, det handler om, at man måske mere har brug for at komme ud og få et frirum, hvor man ikke nødvendigvis behøver at tale så meget som sin sclerose – medmindre man selvfølgelig har brug for det, for så er der også altid plads til det – men at man kommer ud og har det sjovt og griner og prøver noget nyt. Derudover synes jeg også helt personligt, at det er sjovere at præsentere folk for noget, som de måske ikke ellers ville opleve i deres hverdag.

Hvad driver dig i dit frivillige arbejde?

Det driver mig at kunne gøre noget godt for andre. Jeg er ikke så hårdt ramt af min sclerose, og derfor er det fedt at kunne lave noget, hvor andre med sclerose kan få et frirum ved at komme ud og være sammen og opleve nogle ting. Derudover synes jeg også, at det er virkelig sjovt at være med til at arrangere en masse gode ting.

Hvad giver det dig personligt at være frivillig?

Det gør mig glad, at jeg kan være med til at gøre andre glade, og det giver mig faktisk også ekstra energi i mit liv at være frivillig. Man bliver jo nærmest helt høj af at lave et vellykket arrangement, og så får man bare lyst til at gå hjem og planlægge 10 nye ting.

Om Anja Kure Pedersen

Anja Kure Pedersen. 49 år. Bor i Nexø på Bornholm. Arbejder som butiksassistent i en forretning for luksusgenbrug. Næstformand i bestyrelsen og ansvarlig for medlemsaktiviteter i Lokalafdeling Bornholm. Blev diagnosticeret med sclerose for fem år siden.

Vil du være frivillig?

Som frivillig i Scleroseforeningen er du med til at skabe meningsfyldte fællesskaber for mennesker med sclerose og deres pårørende.

Bliv frivillig i dag