Gå til hovedindhold

Giv sclerose et farvelkys

Under sloganet ”Kys sclerose farvel” samler Scleroseforeningen endnu engang ind i hele landet. Også i Aalborg kommune er indsamlingen nu i gang.

Hvis man kender en, der har sclerose, forstår man sikkert udmærket Scleroseforeningens ønske om at kysse den frygtede sygdom farvel. Og nu kan alle være med til at give sygdommen et ordentligt farvelkys ved at putte penge i de tusindvis af indsamlingsbøsser, som pt. er fordelt over hele landet.

Det er lokale frivillige fra Scleroseforeningens lokalafdelinger, som hvert år turnerer fra butik til butik i netop deres lokalområde for at sætte indsamlingsbøsserne op. Det gør de tit på trods af, at de selv lider af sclerose. Mens de sætter indsamlingsbøsserne op, ser de frem til, når indsamlingsbøsserne skal hentes ind igen og forhåbentlig er blevet fulde i mellemtiden.


”Vi håber, at folk igen i år vil putte masser af mønter i vores indsamlingsbøsser, fordi vi vil meget gerne komme denne sygdom til livs,” siger lokalafdelingsformand Søren Thygesen.


I bedste kysse-stil sælger Scleroseforeningen i år også svanemærkede læbepomader med kampagnens logo. De kan købes i Rema 1000 butikker over hele landet, og derudover vil de lokale indsamlingsfrivillige også forsøge at få tøjbutikker og lignende i Aalborg og omegn til at sælge dem.

Dette års indsamlede midler vil indgå i den pulje penge, som Scleroseforeningens forskningsudvalg hvert år uddeler til en række forskere landet over. Alene i 2013 har foreningen uddelt næsten 11 millioner kroner til forskning i sclerose.