Hvordan kæmper Scleroseforeningen for hospitalerne?

Klaus Høm, hvad er den yderste konsekvens af, at Sclerosehospitalerne fremover mister 11,3 millioner kroner om året?

”Allerede i dag står mere end 1.000 patienter på venteliste. Den vil i så fald øges med yderligere 400 patienter hvert år. Det er et stort problem, særligt for næsten halvdelen af sclerosepatienterne, som ikke kan få medicin til at forsinke deres sclerose. Der er rehabilitering den eneste behandling. For rigtig mange patienter er specialiseret rehabilitering helt afgørende for at kunne klare sig selv i dagligdagen og fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det er derfor meget alvorligt, når Sclerosehospitalerne bliver tvunget til at sige farvel til en lang række fagspecialister. Det videnstab forringer mulighederne for at sikre den bedst mulige behandling af sclerosepatienter i Danmark. Sclerosehospitalerne er internationalt anerkendte for deres kunnen – og det er en tragedie at sætte det over styr.”

Hvad gør Scleroseforeningen?

”Det er en central mærkesag for os. Vi har længe forsøgt at få alle relevante aktører i tale, herunder sundhedsordførerne på Christiansborg og sundhedsministeren, der har en indflydelse på bevillinger til hospitaler. Hvis der er vilje til det, kunne Christiansborg beslutte sig for at løse problemstillingen i morgen. Eller i forbindelse med sundhedsreformen eller til finanslovsforhandlingerne. Så vi fortsætter med at arbejde på at få politikerne til at ændre beslutningen – og vil engagere alle gode kræfter, medlemmer og støtter til at gå mere aktivt ind i sagen.”

Hvad er den samfundsmæssige konsekvens af, at Sclerosehospitalerne mister 11 millioner kroner om året?

”Det er en dårlig forretning for samfundet, hvis Sclerosehospitalerne skal til at spare så mange penge, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at behandle danske sclerosepatienter. Vi ved, at folk med sclerose i gennemsnit mister tilknytningen til det ordinære arbejdsmarked kun fem år efter diagnosen. Og efter kun syv år forlader de arbejdsmarkedet helt. Derfor har det stor betydning at udsætte handicapudviklingen så længe som muligt. Og så er det i velfærdssamfundets interesse at have borgere, der på grund af rehabilitering lever så værdige og selvstændige liv som muligt – for slet ikke at tale om det menneskelige aspekt ved at få den bedste behandling, vi kan formå, når man må leve med en alvorlig, fremadskridende sygdom. Det betyder ikke kun noget for det enkelte menneske med sclerose, det betyder alverden for den enkelte familie.”