DH: "Forslag medfører livslang lav indkomst"
d. 21 maj 2010

Formanden for Danske handicaporganisationer (DH) kommenterer regeringens foslag om fastfryse overførselsindkomsterne

Læs her Stig Langvads kommentar:

"Om det lykkes regeringen og DF at fastfryse alle overførselsindkomster nu - eller om indgrebet bliver udskudt til efter et valg - så er konsekvenserne klare: Der er tale om nedskæring i realindtægten hos en gruppe borgere, der ikke kan tåle det.

Landets førtidspensionister halter i forvejen bagud, når det gælder lønudvikling og købekraft. Det er derfor katastrofalt at ramme denne gruppe mennesker. De har ikke bedt om at blive førtidspensionister. Det er ikke deres skyld, at de ikke kan forsørge sig på arbejdsmarkedet.

Det sidste står ikke klart for alle partier. Regeringens udspil mere end antyder, at hvis man blot udsulter førtidspensionister og fleksjobbere tilstrækkeligt, så springer den lamme op og begynder at arbejde som klejnsmed. Det har ingen bund i virkeligheden. Man får ingen vækst i samfundet ved at fjerne købekraft hos landets fattigste. Hvordan man end vender og drejer det.

Førtidspensioner er i forvejen sakket bagud i forhold til lønudviklingen - ikke mindst pga. den måde, man har satsreguleret. En del af den beregnede stigning er holdt tilbage, og bruges af politikerne i den såkaldte satspulje. Sammenlignet med gennemsnitslønnen i den private sektor er førtidspensionen derfor støt faldende. Det er et alvorligt problem, ikke mindst ser i lyset af de stigende boligudgifter. I handicaporganisationerne erfarer vi, at det til stadighed bliver vanskeligere at klare de månedlige boligudgifter på overførselsindkomst, herunder førtidspension.

Danskere, der kun lever af deres førtidspension, gør det resten af livet. De har ingen mulighed for at ændre på deres situation. Det er svært at spare op - til ferier og større forbrugsgoder. Det er svært at finde midler til en pensionsopsparing, så man kan supplere folkepensionen, sådan som det store flertal af danskere gør det.

Danske Handicaporganisationer havde gerne set, at regeringen og Dansk Folkeparti havde gjort noget ved dette efterslæb. Vi havde håbet at kunne få forståelse for en indsats mod den livslange og udsigtsløse smalhals. Disse mennesker trænger til et løft. I stedet får de nu en dukkert.

Forude venter en livslang lav indtægt. Se det i sammenhæng med de kommunale besparelser på det sociale område, hvor landet borgere med handicap bliver beskåret i forhold til ydelser, hjælperordninger, hjælpemidler osv. Vi finder det helt urimeligt. "

 

Tilføj kommentar

Plain text

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
Scleroseforeningen bruger et spam-filter på vores kommentarfelt for at sikre os imod misbrug. Du kan læse mere om filteret her: Mollom privacy policy